lørdag den 23. juli 2011

Hirtshals - Hjørring, Vestervig og Hadsund, det sidste stykke vej

Vi havde ikke reserveret overnatning ved ankomsten til Hirtshals. På færgen spurgte vi i deres information, om de kunne anbefale nogle steder tæt på færgelejet, hvor vi kunne overnatte. Det var der naturligvis, men vi kunne jo ikke vide, at det netop var dagen før en afgang til Island, så der var optaget overalt. Så det gode råd fra motellet, lige ved færgelejet, var at køre ned langs kysten. Der kunne vi helt sikkert finde noget. Men det var ved at blive sent, så vi skulle ikke vente forlænge med at komme afsted.

Cafeen / Det Bette Hotel
Kursen blev sat mod Løkken, og vi regnede med at Hjørring var en god mulighed. Vores GPS, som har overrasket os nogle gange på turen, gjorde det også denne gang. En knap på skærmen kunne fortælle, hvor der var hoteller og moteller. Den trykkede vi på, da vi nærmede os Hjørring. Og det første sted der stod på listen hed "Caféen / Det Bette Hotel". Det lød som om, det var noget for os, og vi nåede lige at komme frem, inden de lukkede. Et fint lille hotel som vi gerne vil give en rose med på vejen. Venlige, hjælpsomme mennesker og en rigtig god pris.Så var vi installeret, og med et godt glas vin fra restauranten sluttede vi dagen af.

Kamma, Jette og Thorkild ved Vesterhavet
Det var planen, at vi på turen gennem Jylland skulle besøge nogle venner. I Agger ved Vestervig skulle vi besøge Kamma og Thorkild i deres "Vester Vov-Vov", og gå nogle dejlige ture langs Vesterhavet. Få snakket og delt oplevelser fra vores eventyrlige tur til Nordkap og hjem igen.

Det var et par dejlige dage med masser af frisk luft. Sol ind i mellem og dejlig mad som Kamma havde forberedt. Det er en særlig charme at fornemme havluften. Opleve at brilleglassene bliver fedtet af salten fra havgusen. Et særligt råt, barsk og naturligt  klima, som er dejligt at være en del af. Tirsdagen og en del af onsdagen gik inden vi fik set os om. Det var nogle gode timer vi fik sammen med jer. Dejligt at blive modtaget med glæde og varme af gode venner - Tak for det Kamma og Thorkild. Det var lidt svært at køre videre, for Agger er et dejligt sted at være, når vejret er så flot.

Færgen til Mors ved Nees Sund
Men vi skulle videre til Als ved Hadsund for at besøge Berit. Jettes veninde siden barndomsårene. Vi tog den korteste og smukkeste tur med den lille færge over Nees Sund til Mors, da vejret var så flot. Blank er Limfjordens vande - står der vist nok i en dansk folkevise. Og sandt at sige er der noget over det danske landskab en varm sommerdag. Den særlige duft fra kornet, der er i fuld gang med at modne. Markblomsterne og naturens mange farver spredt over det åbne landskab.

Selv om vi på vores tur rundt i Norden har set mange imponerende naturscenerier, er det dejligt at komme hjem til Danmark og blive mindet om, hvor fantastisk og smukt det danske landskab er. Forestil dig et landskab med bjerge fra et sted i Norden, så smukt som du nu kan tænke dig. Se nu for dig, det åbne danske landskab, en smuk sommerdag. Se de store  frodige marker, farvet af landbrugets afgrøder, lige så langt øjet rækker. Hele horisonten rundt. Fladt som en pandekage. Smukt - på den danske måde. Det er bare så svært at få øje på, når man ser det hver dag. Ude er godt, men hjemme er bedst.

Carsten og Berit på terrassen 
 Berit stod klar med kaffen, da vi ankom. Som en ekstra overraskelse var Berits datter Liselotte og barnebarn Karolline på besøg. Det var hyggeligt at hilse på dem og høre nyt, inden de senere på eftermiddagen tog hjem. For det er ikke så tit, vi tager turen til Nordjylland.

Eftermiddagen og den halve aften gik hurtig, og blev krydret med Berits brilliante ide om at tage ud til Øster Hurup. Her spiste vi på en lokal græsk restaurant. Græsk buffet med mange lækre ting. Bagefter gik vi en tur på havnen for at se de mange nye huse på havnefronten.

I det hel taget var vi meget overrasket over at se, hvordan Als havde udviklet sig, siden vi var der sidst. Vi havde aftenen før talt om alle de mange nye ting, der prægede byen. Så om torsdagen tog vi en tur rundt i byen for at se på den forandring, der var sket. En rigtig hyggedag hvor vi desværre måtte se den ellers glade sol aftage og blive afløst af et mere almindeligt sommervejr.

Fredag formiddag var vi klar til at tage hjem efter et par dejlige dage hos Berit. Der var blevet lagt planer for september, hvor vi sammen regner med at tage en tur til Vest Kreta. Det har vi talt om flere gange. Og nu er muligheden der, hvor vi alle tre har "Ferie på fuld tid". Som altid flyver tiden af sted og et par dage meget hurtigt, når de krydres med varme, gæstfrihed, mad og vin.  Tak for det Berit, Vi glæder os til nogle dejlige dage sammen med dig, når vi om nogle uger tager turen til Kreta.

Den fine regn som var startet om aftenen var taget til, og det blev til et regulært regnvejr hele vejen hjem. Der er langt fra Als til Hillerød. Specielt når det er dårligt vejr. Vi holdt nogle pauser på turen hjem. Vi spiste på havnen i Middelfart og slappede lidt af på den lange køretur, for at  fordøje de sidste dages ferie indtryk

Sent om aftenen den 22. juli, hørte vi over radioen at en bombe var eksploderet i Oslo. Omfanget af katastrofen fattede vi ikke før dagen efter. Da hørte vi over NRK 1 om de grusomme, ubegribelige og feje handlinger, der var sket på Utøya og i Oslo. Det vil være en dag, vi for altid vil kæde sammen med afslutningen på vores eventyrlige 43 dages lange rejse rundt i Norden og tur til Nordkap, hvor vi har kørt godt 7200 km, uden at have set et eneste uheld. Ret fantastisk.

mandag den 18. juli 2011

Larvik – Stavern, Mølen og byen med udsigt til verden

Søndag var vi klar til at begynde på den sidste etape i Norge. I dag skulle vi videre til Larvik for at besøge nogle gode norske venner - Gro og Tore. Vi skulle sige farvel til laksefiskerne i elven Hellefossen/Drammenselva og Hokksund.

Vejret var ved at skifte. Om det var det, der fik gang i laksene er svært at sige. Men der var opgang her til morgen, og der blev fanget rigtig mange laks. De første meldinger sagde, at der ved ni tiden var fanget fem store laks. Og lige over for vores hytte var en ganske ung debutant så heldig at fange en laks på 10,6 kg. Så han var mægtig stolt. Inden vi tog af sted ved middagstid, hørte vi, at der var fanget yderligere fire, fem stykker.

Det var begyndt at småregne, da vi forlod Hokksund. Det sjask regnede da vi ankom til Larvik først på eftermiddagen. Køligt var det også, så det var rigtig dejligt at blive modtaget af Gro med menneskelig varme og en fantastisk fiskesuppe.

Det blev en fin eftermiddag og aften,  hvor vi fik frisket mange minder op. Da Tore senere stødte til, tog vi en tur ned til byen for at se og høre om de mange initiativer, der kendetegner byen. Især hvad Fritzøe Verk  har betydet for udviklingen af Larvik som industriby.

Vi så den karakteristiske kontorbygning, der i folkemunde kaldes for Altovasen, det flotte hotel Farris Bad, som er Nordens største og fineste spahotel. Det imponerende kulturhus Bølgen, med biografer, teater og konferencefaciliteter. Og som noget helt specielt, ativitetsområdet ved Indre Havn.  Her blev asfaltområdet ved det gamle færgeleje fjernet på 48 timer af engagerede borgere, erhvervsliv og kommune, og ændret til parkområde med baner til skateboard, sandhåndbold, udspringstårn, badebro og fiskerestaurant m.m. Stedet var tidligere fast anløbssted for Color Line. En særlig kunstnerisk dimension har Larvik tilføjet byen ved at gøre den til en poesipark. Ideen er at poesien skal give en særlig værdi til bybilledet. En stille poetisk røst i den travle by.

Mandag var vejret blevet bedre, og solen fik godt fat op ad dagen. Der var lagt op til en rundtur, hvor vi sammen skulle ud til Mølen, Nevlunghavn og den gamle by Stavern. Mølen ligger i Brunlanes i et imponerende naturområde tæt ved kysten, som er en er del af en moræne fra istiden. Et af Larviks mest populære udflugtsmål. Med mere end 230 gravhøje  fra den tidlige jernalder og vikingetid, bygget af sten fra området.

Den imponerende samling af sten, som isen har skubbet foran sig  og den fantastiske beliggenhed ved havet, gør oldtidslandskabet til et nationalt klenodie. Mindst 100 forskellige stentyper er der indentificeret, hvoraf Larvikitt er en af dem. Larvikitt er en unik sten som kun findes i Norge, og er blevet en værdifuld eksportvare med sit unikke farvespil og gode fysiske egenskaber. Larvikitt brydes i stor stil i Larvik området.

Nevlunghavn ligger cirka 15 km syd for Larvik. En rigtig sommer by med masser af liv. Beliggende på spidsen af hornet, ikke langt fra Mølen. Med masser af havluft og sømandssnak på kajen. Et sted der er godt at slappe af en solskinsdag og få sig en kold øl.

En sidste forpost før Skagerrak og det åbne hav. Med sine små gader, huse, serveringssteder og et meget fint lille gæstgiveri, som giver hele området en smag af sydlige idyl. Vi fik da også en hyggelig snak med nogle folk på kajen og i den nærliggende havneknejpe. Nevlunghavn er på UNESCOs liste over bevarelsesværdige lokalsamfund.

En perle af en by ved havet er Stavern. En by der på mange måder lever sit eget kunstneriske liv med sit historiske perspektiv .

Et sted som vi måtte se. Vi havde hørt om den gamle by gennem vores venner. Så det var spændende, at se de fantastiske kvaliteter byen, ja hele området havde. Men tiden var knap, som vi så ofte har oplevet på vores rejse. Vi måtte klare os med en lille tur på havnen. Et kort kig på den flotte kirke. Stavern Fort som senere blev til Frederiksvern og nu er base for en del af det norske politi. Men der er meget mere at se i den smukke by. Stavern vil helt sikkert være et sted, vi vil vende tilbage til. 

Mandag sidst på eftermiddag sagde vi farvel til Larvik efter et par dejlige dage sammen med vores norske venner, som gæstfrit havde givet sig tid til at dele deres Larvik med os.

Det er vi meget taknemmelige for og understregede de gode stærke bånd, der er mellem vores lande. En perfekt afslutning på en lang rejse, rundt i Norden, med overvældende mange indtryk. Tak for det Gro og Tore. Vi glæder os til at se jer i Danmark i det nye år.

Sidst på aftenen havde Color Line bragt os sikkert til Hirtshals. Vi skulle til at runde vores lange rejse af.

søndag den 17. juli 2011

Kongsberg – 335 års hårdt arbejde i sølvminerne

Lørdag morgen åbnedes sig i et flot solskin og det var dejligt. Laksefiskerne var allerede i gang i deres små motordrevne joller, da vi kom på benene. Om de fangede noget kunne vi ikke se. Men dem vi spurgte sagde, at der var masser af fisk i Drammenelva. Planen for i dag var et besøg i Kongsberg, for at se de berømte sølvminer, kigge lidt på den mægtige Kongsberg kirke og gå en tur ved Kongsbergfossen.

Kongsberg er en rigtig ”ingeniør” by. Kendt for mange højteknologisk arbejdsområder, hvor sølvminerne og våbenfabrikken er de mest kendte. Men det var nu sølvminerne, vi havde fokus på.

Bjergbanen - de små grønne vogne er til mandskab
Sølvminerne drives ikke længere, men er indrettet som et kulturhistorisk museum for bjergværksdrift. Museet er bygget op så minedriften og  transporten til og fra sølvminerne er det centrale. Vi havde fået det tip at tage godt med tøj på, når vi skulle ind i minen. For der er køligt inde i fjeldet. Ca.6 grader året rundt. Det råd var vi glade for, da der var rigtig koldt i minen.

Besøget i sølvminerne sker med en lille bjergbane hvor vi i 342 m.o.h kørte gennem en 2,3 km tunnel,  ind i fjeldet, til modtagelsesrummet i Kongeminen. Kongeminen er den største og mest produktive af af de knap 300 miner, der er i området.

Det var meget spændende at køre de ca. 15. min ind til centret af minen med det lille minearbejdertog, i bælg ravende mørke, siddende i de de skramlende mandskabsvogne. Heldigvis fik vi udleveret høreværn til turen ind og ud, så vi slap for høreskader. Fra modtagelsesrummet i Kongeminen er der yderligere 735 meter ned til bunden af minen. Den del er imidlertid vandfyldt i dag ,og kan ikke besøges. Men den samlede skakthøjde er godt 1070 meter.

Indgangen til sølvminen og den 2.3 km lange tunnel
Tunnelen fortsætter yderligere godt 3.3 km længere ind i fjeldet. Men den del er ikke tilgængelig for publikum. Fra modtagelsesrummet tog en kyndig guide os med på en halvanden time lang rundvisning i sølvminen. Vi fik historien om hvordan minedriften begyndte ved en tilfældighed i 1623, da en lokal bonde fandt noget sølv oven på fjeldet, til den endte i 1952, som følge at dårlige tider. Guiden fortalte om hvordan arbejdslivet og arbejdsmiljøet i minen formede sig gennem tiden og demonstrerede forskellige eksempler på den teknologiske udvikling af minedriften. Det bliver temmelig tydeligt ved rundvisningen i minen, hvilke kolossale og ufattelige menneskelig ofre, arbejdet i minen må have krævet.

En ægte sølvåre fik vi da også at se. I en stribe i bjerget var det muligt at se sølvkornene i malmen. Sølvminen er kilde til to forskellige typer sølv. Den almindelige, der i granuleret form er indlejret i malmen, og som kræver en meget stor efterbehandling for at frigøre sølvet. Den anden type er trådsølv, hvor sølvet ligger i store massive klumper eller tråde i ren form. Det såkaldte sølvstuff, som kun findes tre steder i verden, hvor Kongsberg er det ene sted. En sådan klump på hele 785 kg er fundet i Kongeminen, som en del af de i alt 1350 ton sølv som minen producerede i de 335 år, den var i drift. Interessant var det også at høre, hvordan ”Kongeminen” blev brugt som et sikkert skjule sted for nogle af Norges vigtigste kulturskatte og nationalarkivalier, under den sidste verdenskrig.

Modtagelsesrummet i Kongeminen
En lille sjov detalje fra opholdet i minen var en bemærkning fra guiden, om vi kunne kende det lille gule transporttog, som vi så inde i minen. Vi gjorde ikke, men det var der mange børn der gjorde. Det viste sig nemlig at toget var udlånt til Nordisk Film, og var blevet brugt i den norske familiefilm og variant af ”Olsen Bande Filmene” som hedder "Olsenbanden jr.". Filmen fra sølvminerne hedder "Olsenbanden jr. Sølvgruvens hemmelighet".

Det var dejligt at komme ud i den varme sommer igen,  så vi  kunne få varmen tilbage  i kroppen, efter de næste to timer i den kølige mine.

På vejen tilbage til Hokksund kiggede vi forbi Norges største barokkirke i Kongsberg bygget i teglsten med hele 2400 siddepladser. Vi ville gerne have set kirken indvendig, fordi vi havde hørt at den med sit særlige rokoko særpræg og rige udstyr, skulle være usædvanligt smukt indrettet. Især skulle Gloger orglet være unikt. Det må vi imidlertid have til gode. Vi var der kl. 15.00 og måtte konstatere, at kirken kun er åben for publikum mellem kl. 12.00-14.00 om lørdagen. Det var ærgerligt, men en tur rundt om kirken fik vi dog.

Kongsbergfossen
I gå afstand fra Kongsberg Kirke og byens centrum passerer elven Numedalslågen – Kongsbergfossen. Lågen, som den kaldes lokalt, har sit udspring på Hardangervidda og ender i Larviksfjorden.  På sin lange vej er den kilde til mange aktiviteter og især vandkraft.

Det er et meget flot syn at se, hvordan fossen med sin buldrende malstrøm af vand fra den lange rejse malerisk passerer bymidten. Et samlende og livgivende symbol på en by i fremdrift. Lågen er 352 km lang og Norges næst længste elv.

lørdag den 16. juli 2011

Hardanger - Stavkirken i Heddal, Notodden og Hokksund

Frugttræer ved Sørfjorden - Hardanger
 Vi var ikke klar over,  at området Lofthus i Hardanger er kendt for sin store frugtproduktion. 80% af alle moreller og 60 % af alle blommer, der produceres i Norge kommer fra dette område. Ikke så mærkeligt at der var frugttræer over alt, hvor vi så.  Det var et par dejlige dage, vi havde i Lofthus. Masser af sol og fred og ro. Men vi skulle videre, og selv om vi stadig har god tid, bliver det næste stop Hokksund. En køretur på godt 325 km. Vi havde undersøgt flere steder, om vi kunne få en hytte omkring Tinnsjøen i nærheden af Kongsberg. Men det blev Hokksund, fordi det var det eneste sted, vi med kort varsel, kunne bestille en hytte med fuld service.

Turen gik ned langs Sørfjorden, som bragte os til Odda, hvor vi gjorde et kort ophold. Dejlig by som fortjener et par dage så man rigtig kan få set alle dens kvalliteter. Midt i byen ligger et mægtigt forfaldent industrianlæg. Det undrede os noget, og det fortjener byen slet ikke. Vi fortsatte videre mod Røldal, hvor den 5.6 km lange Haukelitunnel bragte os videre op på Haukelifjeldet. Det var en fin oplevelse at se Norges fjelde fra den side af landet. Man kunne tydeligt se, at her var der en vældig interesse for at udvikle området med fjeldhytter. Rigtig flotte og meget "norske". Her holder man byggestilen i hævd. Måske skyldes det at området også bruges meget om vinteren, og at det har værdi for turisterne, at området ser ordentligt ud. Flere steder kunne vi se, at der var etableret moderne skianlæg og bygget fjeldhoteller.

En gang i mellem må man lade sig overraske. Denne gang var det GPSen, der kom med et uventet forslag. Den foreslog en genvej, som ved Haukeligrend førte os væk fra Haukelivejen og ind langs indsøen Totak søen til Rauland og videre til Nutheim. En rigtig dejlig tur i Telemarken i et langsomt tempo og med en flot natur. Det tog lidt ekstra tid, men det var omvejen værd.

Stavkirken i Heddal
Kort før Notodden ligger Heddal med sin berømte stavkirke. Det er den største af de 28 bevarede stavkirker fra middelalderen, der findes i Norge, Stavkirken i Heddal er bygget omkring år 1250. Et mesterværk med tre tårne og kaldet "en katedral i træ". Kirken bruges stadig som sognekirke, og har været åndeligt centrum for lokalbefolkningen i næsten 800 år. Absolut et "must" hvis man er interesseret i stavkirker og kirkebyggeri i Norge.

I Notodden ville vi lige orientere os, for Jettes norske tante kommer herfra. Der blev også tid til det daglige indkøb, før vi kørte videre og indlogerede os på Hokksund Camping. For at sige det lige ud, så var vi godt trætte efter at have været på vejen fra kl 8.30 til 16.30. Men nu var vi fremme og fik installeret os i den dejlige bestilte hytte ved elven.

torsdag den 14. juli 2011

Hardanger - Aurlandfjeldet og de de mange tunneller

Udsigt over Aurlandfjorden
Sogndal var en fin oplevelse. Hytten ved fjorden lå billedskønt. Det var svært at rykke videre, og vi forstår godt den varme begejstring andre omtaler Sognefjorden med.

Vi tog over med færgen Manheller - Fodnes til Lærdal hvor Norges længste tunnel begynder. Et langt rør tværs igennem fjeldet. Knap 25 km langt. En præstation at lave så lang en vej gennem fjeldet. Fra Lærdal til Aurland. Men vejret var for godt til den tur. Så vi valgte at køre over Aurlandfjeldet og bruge nogle timer på den flotte natur, fremfor en halv time i den mørke tunnel. I vildlakscentret i Lærdal havde de fortalt os at den knap 50 km lange tur over fjeldet, nemt kunne klares på en time. Men vær forsigtig med lokale vurderinger. Gang mindst med 2 hvis vejret er godt, og man vil have noget ud af turen. Vejen over fjeldet er smal. Rigtig smal. Heldigvis er der mange små vigepladser på turen, så biler kan passere hinanden. Selvom vi på vores tur over fjeldet så flere autocampere, er det ikke noget man anbefaler. Men det kan lade sig gøre, så vi jo.

Højteknologisk servicehus - moderne toilet med det hele
Der er meget flot på toppen af fjeldet - "Kalde Kletane" med sine 1462 m.o.h. Et godt sted at gøre stop. Vi spiste da også frokost på restepladsen. En lille sjov detalje var et "højteknologisk servicehus". Det vil sige et offentligt toilet drevet af solceller. På vores vej rundt i Norden har vi set en del af den slags. og som regel har de en standard, som man så på landet for 50 år siden. Så det var sjovt at se, at det faktisk kan lade sig gøre at lave et moderne offentligt toilet på toppen af fjeldet.
Fra Aurlandfjeldet er der en meget smuk nedkørsel til Aurland og Aurlandsfjorden. Der er mange udkigsposter hvor udsigtsrampen Stegastein er den mest kendte. Herfra kan man se noget af det smukkeste naturen kan skabe - helt af sig selv. Vejen er lang, stejl, meget snørklet og smal. Så der er god grund til at give sig godt tid på turen ned.
Vel nede ved Aurlandfjorden kørte vi videre mod Voss og Hardanger området. Her begyndte vi at lede efter overnatning. Vi var sent på den, og det viste sig at "fællesferien" i Norge virkelig havde bidt sig fast her.

Servicebygninen til Lofthus Camping
Overraskende at området ved Hardangerfjorden og Sørfjorden hvor Kinsarvik og Lofthus ligger, et meget eftertragte ferieområde. Både på turistkontoret og på flere lokale steder fik vi oplyst, at alt havde været overtegnet i flere måneder. Det var overraskende for os. Men den historie har vi været ude for før, og det lykkedes os da også at få mast os ind på en afbestilling på Loftus Camping. Så nu er vi her et par dage, og skal  kun nyde det flotte vejr med dejlig varme, sol og vindstille.

Der er mange tunneller i Norge og før vores næste sejltur fra Brunavil til Grimnes, måtte vi igennem et par af slagsen. Gudvangtunnellen med sine knap 11,5 km og Valleviktunnellen med godt 7.5 km. Det er en bedrift at lave disse tunneller og godt for vejnettet. Men det kan nemt være årsagen til, at man snyder sig selv for gode og flotte naturoplevelser, hvad Lærdalstunnellen er et godt eksempel på.

Resten af ruten hjem har vi været nødt til at justere lidt som følge af feriesæsonen.  Rjukan og Tinnsjøen må vente  til næste gang. Hokksund lidt øst for Kongsberg bliver vore næste stop.

onsdag den 13. juli 2011

Otta - Lom, Sognefjeldet og Sognefjorden

Udkikspunkt på Sognefjeldet
Vi lagde motellet i Vikhammer bag os, og kørte mod Trondheim gennem en serie af bomstationer. Videre på vores færd fulgte elven Goula os et godt stykke vej. Vi kunne se at laksesæsonen var startet. Især i området ved Støren, så vi mange sportsfiskere i gang med at indfri deres passion. Det ensformige terræn mod Dombås blev kun afbrudt af vejarbejde med manuel trafikregulering. Sikkert den bedste måde at styre trafikken på under disse forhold, men også en måde at opbygge kilometer lange køer, som forstyrer kørerytmen både 10 og 20 km fremefter. Men vi kom godt over Doverfjeldet til Dombås, hvor vi orienterede os om muligheder for overnatning i området. Det var nu ikke særligt opmuntrende, så vi måtte køre helt til Otta, i et regulært skybrud. Her fandt vi et skønt lille ydmygt sted. Klods op ad Ottaelven, der støjende buldrede forbi vores lille hytte.

Oihusviken camping
Det dårlige vejr var ikke blevet bedre natten over. På campingpladsen fik vi melding om, at det ville blive bedre op ad dagen. Vi havde planlagt at nå frem til Voss - Hardanger - området hvis det var muligt. Men vi besluttede os til at køre så langt energien rakte. Det meste ad vejen var bjergkørsel, der var meget at se på, og vi skulle af snørklede veje op i ca 1500 m.o.h.

Fossen i Lom
Vi har tidligere været i Jotunheimen og besøgt Lom. Så vi glædede os til at se byen igen. Dengang boede vi i en lille hytte ved Fossberg. Fossberg lå der endnu, og Lom var blevet næsten en tro kopi af Dombås. En regulær turistmagnet, en by der var lige ved at svømme over i glade mennesker og aktivitet. Et sted hvor vi godt kunne have fundet på at tilbringe et par dage, for at gense Glittertind og tage turen over bræen til toppen - 2465 m.o.h. Som så meget andet, må vi have den tur tilgode. I stedet kiggede vi på den levende by, og så tilbage på de fire dage vi boede her sidst.

For vores mål i Jotunheimen var denne gang at køre over Sognefjeldet og ned langs Sognefjorden. I de mange år vi er kommet i Norge, har vi hørt, at netop den tur skulle være noget særligt. Så da skiltet til Sogndal vise sig, var vi spændt på at se, hvad den 139 km lange strækning kunne byde på.

Bræ i Jotunheim - Sognefjellet
Det var en lang tur. Fyldt med scenerier og indtryk der friskede mange minder op. Især fra skiturene andre steder i Norge. For terrænet og indtrykkene var de samme. Storslåede panoramaer, masser af barsk natur, med sneklædte fjelde og bræer. Dalstrøg så betagende, at det næsten tog pusten fra os. Turen op til plateauet var noget for sig. Men det var turen også ned igen. Heldigvis er der rigtig mange udsigtssteder, som man kan benytte sig af, og det gjorde vi i det friske vejr. Så da vi endelig var nede ved bunden af Sognefjorden, var bægeret med indtryk mere end fyldt. Vi var nødt til at holde en pause. Selvom vejret havde været blandet på turen over fjeldet, ja så var det nu vindstille og bragende sol. De stejle fjelde spejlede sig i det blanke vand. Betagende tur som alle bør unde sig selv.

Sognefjorden - på vej til Sogndal
Turen langs Sognefjorden til Sogndal kører vi langs kysten et godt stykke vej og det ene skønmaleri efter det andet vælter frem. Så da vi nåede Sogndal, var vi godt møre af turen og indtrykkene. Det var tid til at gøre holdt for dagen. Selvom vi havde regnet med at nå til Voss, besluttede vi at finde et sted i Sogndal. Det fandt vi lige over broen på højre side mod Lærdal. Der ligger nogle dejlige fjordhuse med en flot udsigt over fjorden og sneklædte fjeldtoppe. Hvad mere kan man ønske sig.

tirsdag den 12. juli 2011

Trondheim - Nidaros, Norges første hovedstad

Katedralen i Trondheim
Der er et eller andet forunderligt ved en stor by. Forventninger om at tingene her er anderledes. At der er inspiration, oplevelser og forandring at hente. Sådan havde vi det også, da vi mødte Tronheim.

Den venlige værtinde på motellet havde anbefalet os at tage bussen ind til "staden" frem for bilen. Så var vi fri for høje parkingsafgifter, bompenge og alt det vejarbejde som den nye E6 gav. Og så var der halv pris for pensionister på bussen. Det var et rigtigt godt tip, som uden besvær fik os ind til byens centrum.

Et af de første steder vi altid kontakter, når vi kommer til en ny by, er turistkontoret. De har altid rigtige mange tips om byens puls, og så er der næsten altid adgang til Internet, hvis man har brug for det. Men sært nok havde en moderne by som Trondheim ikke Internet adgang fra turistkontoret. Ikke engang en Internetcafė var der i byen. Men der er trådløst netværk overalt, for dem der har en smartphone eller laptop.

Nidarosdomen - katedralen i Trondheim havde vi glædet os til at se. Verdens nordligst beliggende katedral og Norges nationalhelligdom. Bygget over Olav den Helliges grav og et pilgrimsmål i knap 1000 år. Et mål der kan nås gennem et 5000 km stort net af pilgrimsveje i hele norden.

Vikingekongen -Olav Tryggvason
Karedralen er et fantastisk bygningværk, som både indefra og udefra fremstår som et mirakel. Det er svært at begribe, hvordan det har været muligt at skabe sådan et kunstværk på den tid - år 1070 som var det år byggeriet blev startet. Ærkebispegården og Pilgrimsrefugiet ligger tæt ved katedralen. Sammen med Vor Frue Kirke, der også ligger tæt ved katedralen, danner de et fint religiøst centrum, hvor mennesker kan mødes, tænde lys, bede eller bare søge ly.

Midt på torvet står vikingekongen, Olav Tryggvason, placeret på en mægtig obelisk. Det er ham, der i år 997 grundlagde byen. Den 18 meter høje obelisk er samtidig viseren i et gigantisk solur, hvor torvets mosaik indgår. Uret viser livets lyse sider.
Ved en tilfældighed havde vi opdaget, at Trondheim har verdens eneste specialkonstrueret cykelelevator. Den er placeret ved Bybroen og går op til fæstningen Kristiansten. Det lød eksotisk, så det måtte vi se.

Den var imidlertid ude af drift, men den fik os over Bybroen og ind i den gamle del af byen. Bakklandet - som den kaldes, ligger på østsiden af Nidelven, der slynger sig gennem byen. Et meget charmerende område med gamle træhuse og oprindeligt arbejderboliger. Husene er restaureret og bruges i en skøn blanding til boliger, specialforretninger og cafėer. Et kulurelt mekka. I forlængelse af dette område ligger "Nedre Elvehavn" som er et gammelt dokområde, der har udviklet sig til et kulinarisk in sted. De to områder og hele østsiden af elven kan sluge al den tid, man har til rådighed.

Gade fra Bakklandet
Det var en fin dag og overraskende. Især den gamle bydel var inspirerende at se. Vi var mættet med indtryk fra en lang eftermiddag i "staden", da vi tog hjem. Pudsigt, at vi er begyndt at omtale de mange overnatningssteder, vi har haft på vores tur som "hjem".

søndag den 10. juli 2011

Namsos - Namselven og laksefiskerne

Udsikt over Namsfjorden fra Klompen
Namsos er en forholdsvis ny by. I den forstand at den i et historisk perspektiv har været brændt ned to gange (1872 og 1897) og ødelagt af tyske bombardementer i 1940. Det fik vi et godt indtryk af på vores tur rundt i den lille by i bunden af Namsfjorden, hvor Namselven ender. Tæt på bymidten er der en lille stikvej, som går op til byens udsigtspunkt - lokalt kaldet Klompen. Her er der et oversigtskort, der med billeder viser de katastrofale historiske skader på bymidten. Men Bjørumsklompen, som klompen hedder, giver med sine 114 m.o.h også et godt overblik over byen, men også en god del af fjorddeltaet. Og så var det første gang, at vi på turen mødte en "bomstation". Det var en pudsig oplevelse, som turist, at se hvor afgiftbelagt dagliglivet kan indrettes. Med betaling for at komme ind i byen og for at parkere. Betaling overalt. Så en rask lille tur ind til byen for at handle kan nemt koste 50 Nkr.

Men Namsos er mere end byliv. Det er også storslået natur. Namsen, som Namselven kaldes, er også et af verdens fineste steder at fiske efter store laks. Sportsfiskernes paradis - en elv der aldrig svigter. Den berømte Namslaks kan nå en vægt på mellem 20-30 kg. Langs Namselven kan der fiskes både fra land og med flue. Men den mest almindelige metode er harlingfiskeri. En metode hvor der fiskes fra en speciel type båd, som gennem tiden er udviklet til elvfiskeri.

Traditionelt fiskeri på Namsen
Der var også plads til en ny oplevelse for os. Der findes en sideelv et stykke oppe ad Namselven - Bjøraelven. Den er efter sigende en af Norges bedste elve til fluefiskeri efter laks. Elven er bred - i gennemsnit 20 m og meget åben, hvilket gør den velegnet til den form for fiskeri. Og så er der lige så store fisk som i Namselven.

På turistkontoret fik vi et meget fint oversigtskort "Valdkort for Namsen og Bjørka i Overhalla kommune", som vi brugte til en udflugt langs elven. Vi fandt et spændende sted -Sælkhylla-, hvor der var en lille foss, og hvor vi over nogle timer nød det gode vejr og så på laksefiskerne. Der var laks. Fem store svende så vi rejse sig af det strømmende vand. Men synd for sportsfiskerne. De måtte også nøjes med at se på de flotte laks. Et fantastisk område. Der er nok at se på. Hvis man har tid, er der også masser af muligheder i Grong. Et område længere oppe ad Namsen.

Noget af det der har slået os på turen, er den meget omskiftelige natur, der er i Norge. Fra det barske flade fjeldland til de store skove med billedskønne fjelde og spejlblanke søer. Og nu på turen gennem Verdal området med et landskab, der minder meget om landbrugsområderne i Danmark og Sydsverige. Meget spændende, at se den varation på vores vej mod Trondheim.

Nu skal vi til at vende os til bomstationer, og at vi er endt midt i Norges "fællesferie". Det vi kalder industriferie. På de sidste steder vi har gjort ophold, har der været trængsel på campingpladserne. Så vi har måtte indlogere os på motel. Det blev også resultatet her på motel Vikhammer ca. 14 km før Trondheim.

fredag den 8. juli 2011

Mo I Rana - Mosjøen og farvel til Nord Norge

Polarcirkelcentret på Saltfjellet
Turen over Saltfjeldet tog sin tid. Vi fulgte Saltelven hele vejen over fjellet til dens udspring tæt ved Polarcirkel centret. Lige som i Sverige har Norge gjort et nummer ud af dette geografiske fænomen. Men vi synes nu, at der er gået lidt rigeligt turisme i fænomenet. Men vi var der og gik en tur i området.

Geografisk er Saltfjeldet mere spændende fordi de to store elve, Saltelven og Ranaelven begge har deres udspring i samme område. Alligevel har de valgt at løbe hver sin vej. Saltelven til Fauske og Ranaelven til Mo I Rana. Lige som vi fulgte en fin lakseførende elv til dens udspring, kunne vi nu følge en lige så fin elv på sin vej mod udløbet i Mo.

På vejen mod Mo gjorde vi ophold ved restepladsen, hvor man kan køre ind til Svartisen Nationalpark. Vi havde troet, at vi kunne besøge en af Norges mest kendte isbræer på nogle timer. Men på restepladsen blev vi klogere. For her stod at turen ind til bræen tog 2 x 22 km med bil, 2 x 30 min. med båd, en vandretur på 2 x 3 km, plus selve opholdet på bræen. Så vi besluttede, at den tur måtte vi have til gode.

Havmanden i Mo I Rana
Mo I Rana er en moderne by. Et handelscentrum for et stort opland. Men ellers er det ikke en by, der fylder meget i rækken med oplevelser. Turistkontoret fremhævede "Havmanden". En figur der står ude i fjorden som byens beskyttende vartegn. Og ikke så langt derfra den ældre bydel - Moholmen. Det er oprindelige huse, som holdes vedlige af engagerede ejere. Interessant at se. På Moholm vi fik lejlighed til at tale med en lokal, som var ved at male et af de smukke gamle huse. Han talte varmt om bevaringen af det gamle håndværk.

På vejen videre sydover, mod Mosjøen skulle vi passere den 8,5 km lange Korgenfjell tunnel. Men den var lukket på grund af vejarbejde. Det havde vi en del sjov ud af. Vores GPS sagde i god tid før tunnellen, at den var midlertidigt lukket. Det forstod vi ikke rigtigt. Efter nogen overvejelser og et besøg på en tankstation i Korgen, lod vi os overtale af GPSen til at køre ad den gamle E6 op over Korgenfjeldet. Det var heldigt for os.

Korgenfjellet Fjelstue
For på toppen af fjeldet lå Korgenfjellet Kro og Motel. Med en fantastisk smuk udsigt til nogle af nord Norges højeste fjelde. Så køreturen den dag blev ikke længere. Vi måtte have en overnating her. Herligt at bo på motel, især når det var af den standard. Vi blev vækket næste dag af morgen friske får med bjælder i flot klar luft og høj sol. Hvad mere kan man ønske sig.

Mosjøen var næste stop. Det er en gammel by med stolte traditioner for musik og kultur. Især cafelivet i den gamle bydel betyder meget for stemningen i Sjøgata området. Det blev et kort ophold, så vi fortsatte videre mod Namsos, som var vores næste mål. På vejen fik vi lejlighed til at besøge Lakseforsen. Et spændende sted, hvor det i sæsonen er muligt at se vandrende laks springe ud ad vandet på passagen af fossen. Det ellers så solrige vejr vi havde haft de sidste par dage, ændrede sig kort efter vi krydsede amtsgrænsen mellem Nordland og Nord-Trøndelag. Og det var samtidigt et farvel til Nord Norge.

Indlogeret på Børstad Hotel i Namsos
Det lumre og varme vejr der havde fulgt os hele dagen, med op til 26 grader, gav os nu nogle solide regnbyger og torden. Længere fremme stødte vi op til Namselven, som fulgte vores vej. Helt fra dens udspring til udløbet i Namsfjorden, der forbinder elven med Atlanten. Campingpladsen var fuldt booket. Så vi er nu flyttet på hotel midt i byen. Fuldt moderne, men oprindeligt fra 1946. Ret dejligt og bekvemt, men dyrt som alt andet i Norge. I morgen flytter vi til en fin hytte med udsigt til vandet.

tirsdag den 5. juli 2011

Fauske - Stetind og Knut Hamsuns rige

Opholdet i Ballangen skulle give os nogle dage, hvor vi rigtig kunne slappe af. Vi nød dagene og det dejlige vejr. Og vi fik ordnet en masse praktiske ting. Alt sammen i høj sol.

Et uventet besøg af en elg
På vores tur til Ballangen by, fik vi ganske uventet en rigtig sjov oplevelse. Kort før vi kørte ind i byen, fik Jette øje på to elge, som stod i en lysning, inde bag nogle birketræer. Forsigtigt og hurtigt fik vi bilen ind til siden, så vi kunne liste os tæt på de store dyr. Vinden var mod os, så elgene opdagede os ikke, før nogle støjende cyklister kørte forbi. Så satte de sig i bevægelse og forsvandt ind i skoven i rask trav, nogle meter fra Jette.

Vi var ret "stolte" over vores oplevelse, da vi indfandt os på det lokale turistkontor. Jette fortalte begejstret bibliotikaren om elgene. Bibliotikaren lod sig dog ikke rive med af begejstringen. Hun konstaterede tørt, at hun var irriteret over, at de åd hendes ribsbuske i haven. Sådan er verden så forskellig. Men for os var det en spændende oplevelse.

Ballangen ligger på kanten af Ofoten, og det der lokalt kaldes Knut Hamsuns rige. Vi vidste ikke meget om, hvad der var at se i denne del af Norge. Men på turistkontoret fik vi øjenene op for vikingerne på Engleøya, helleristningerne i Leiknes og Tømmernes, sagaspillet i Steigen, Árran-lulesamernes center, Knud Hamsun centret og nationalfjeldet Stetind. I virkeligheden kunne vi nemt have brugt en uge på at se denne egn. Bare for at se de vigtigste ting.

Stetind - Norges Nationalfjeld
Men når tiden er knap, fik vi det råd at besøge Norges nationalfjeld, Stetind, når vi kørte videre sydpå. Det var på vejen og kun en lille omvej. Og det fortrød vi ikke. På hele strækningen ud til fjeldet er naturen mageløs flot. De meget specielle kurvede fjelde, det spejlblanke vand og solen gjorde turen til en næsten åndeløs og uforglemmelig oplevelse. Et sted der altid er et besøg værd.

Stetind er med sine 1392 meter og specielle form eftertragtet af bjergklatre. Det kunne vi også se, da vi var der. På parkerinspladsen neden for fjeldet var mange i gang med at forberede sig på turen op til plateauet.
Vi tog videre med båden fra Skarberget til Bognes og fotsatte sydover ad E6. Planen var, at vi skulle finde et sted at overnatte, lidt syd for Fauske, men før polarcirklen. Det endte med, at vi slog os ned på en plads i Nordnes. Fint sted i og tæt ved Saltelven, med en noget særpræget form for hytter. Hytterne er stykket sammen af et lille hus og en campingvogn. Meget speciel byggestil, men ok, hvis man har brug for et sted at sove.

søndag den 3. juli 2011

Narvik - Ballangen, godt vejr igen

Det omskiftelige vejr så ud til at blive hængende over Troms. Vejrudsigten havde antydet, at vejret var bedre længere syd på. Så vi tog tidligt afsted, for at få god køretid. Vores mål for dagen var Ballangen, ca. 40 km syd for Narvik. En tur på godt 300 km.

Vejret blev langsomt bedre. Allerede efter godt 100 km var den tætte grå dyne afløst af hvide skyer og fin sol. Naturen kom til at ligne postkortene. Vi tog en kort tur ind om Narvik for at se udskibningsanlægget for jernmalm. Og det blev ved det. For om søndagen er hele Norge lukket, så der var stort set ingen liv i byen. Men på havnen fandt vi en god solrig og lun plads, hvor vi kunne nyde, at det endelig var blevet sommer. Med masser af sol.

Ingen tvivl om at Norge gør sig bedst i solskinsvejr. Ind i mellem er man lige ved at få nok af den norske naturs skønmaleri. Det sidste stykke frem til campingpladsen gik hurtigt, og vi blev modtaget i bragende sol. Sådan som vi kan lide det, når Norge er bedst.

lørdag den 2. juli 2011

Tromsø - Nordnorges Paris

Ishavskatedralen i Tromsø
Det meste af vejen til Tromsø følger E6 og Altafjorden med alle dens kurver og udsigter til de mange snedækkede fjeldtoppe. Der er flere campingpladser med hytter frem til Olderdalen, som ikke er med i de officielle guider fra turistkontorerne. Udfordringen ved at benytte disse steder er, at der mangler muligheder for at købe mad. Så det er en god ide at købe godt ind i Alta, hvis man vil gøre ophold på den strækning.
Som noget nyt skulle vi for første gang på turen sejle for at spare km og tid. Turen gik derfor med båd via Olderdalen over Svensby til Breivikediet og derfra til Tromsø. De to sejlperioder ville skære godt 150 km af turen. En lille pudsig hændelse havde vi ved de to færgeoverfarter. Første gang vi løste billet, betalte vi bare prisen. Ved næste overfart sagde Jette henkastet og nærmest for sjov - "Er der pensionistrabat". Til vores store overraskelse sagde billetmanden - "Ja da" på klingende norsk og skar en halvtredser af prisen. Så nu anstrenger vi os for at være "pensionister".

Det var blevet først på aftenen, da vi ankom til Tromsø. Ikke uventet var campingpladserne tæt ved byen overtegnet. Så vi måtte 25 km nord for Tromsø for at finde en hytte.

Gamle facader - men ulta moderne
Man fornemmer straks, at Tromsø er en levende og moderne by med universitet og den slags. En by med et særpræg. Allerede ved broen over til Tromsø ligger Ishavskatedralen. Stor og prangende med sin spændende og udfordrende arkitektur. Straks på den anden side, lige til venstre for den kilometer lange bro, ligger gågaden med de originale og gamle butiksfacader. Der er lidt "tidsmaskine" over disse gader. Det er beundringsværdigt, at byen bevist forsøger at fastholde sin originale og oprindelige særpræg. Og det gør den uden at miste kraften til at skabe nyt, hvad byens bibliotek er et synligt bevis på.

Så vi fik brugt en halv dag på at se alle de mange ting, som byen kunne præstere. En lørdag hvor gadebilledet var fyldt med aktiviteter og nationaliteter. Sidst på eftermiddagen kørte vi hjem til hytten med et halvt kilo frisk Kveite - som på dansk hedder hellefisk - til aftensmaden. En herlig spise.