tirsdag den 5. juli 2011

Fauske - Stetind og Knut Hamsuns rige

Opholdet i Ballangen skulle give os nogle dage, hvor vi rigtig kunne slappe af. Vi nød dagene og det dejlige vejr. Og vi fik ordnet en masse praktiske ting. Alt sammen i høj sol.

Et uventet besøg af en elg
På vores tur til Ballangen by, fik vi ganske uventet en rigtig sjov oplevelse. Kort før vi kørte ind i byen, fik Jette øje på to elge, som stod i en lysning, inde bag nogle birketræer. Forsigtigt og hurtigt fik vi bilen ind til siden, så vi kunne liste os tæt på de store dyr. Vinden var mod os, så elgene opdagede os ikke, før nogle støjende cyklister kørte forbi. Så satte de sig i bevægelse og forsvandt ind i skoven i rask trav, nogle meter fra Jette.

Vi var ret "stolte" over vores oplevelse, da vi indfandt os på det lokale turistkontor og bibliotek. Jette fortalte begejstret bibliotekaren om elgene. Bibliotekaren lod sig dog ikke rive med af begejstringen. Hun konstaterede tørt, at hun var irriteret over, at de åd hendes ribsbuske i haven. Sådan er verden så forskellig. Men for os var det en spændende oplevelse.

Ballangen ligger på kanten af Ofoten, det der lokalt kaldes Knut Hamsuns rige. Vi vidste ikke meget om, hvad der var at se i denne del af Norge. Men på turistkontoret fik vi øjenene op for vikingerne på Engleøya, helleristningerne i Leiknes og Tømmernes, sagaspillet i Steigen, Árran-lulesamernes center, Knud Hamsun centret og nationalfjeldet Stetind. I virkeligheden kunne vi nemt have brugt en uge på at se denne egn. Bare for at se de vigtigste ting.

Stetind - Norges Nationalfjeld
Men når tiden er knap, fik vi det råd at besøge Norges nationalfjeld, Stetind, når vi kørte videre sydpå. Det var på vejen og kun en lille omvej. Og det fortrød vi ikke. På hele strækningen ud til fjeldet er naturen mageløs flot. De meget specielle kurvede fjelde, det spejlblanke vand og solen gjorde turen til en næsten åndeløs og uforglemmelig oplevelse. Et sted der altid er et besøg værd.

Stetind er med sine 1392 meter og specielle form eftertragtet af bjergklatre. Det kunne vi også se, da vi var der. På parkeringspladsen neden for fjeldet var mange i gang med at forberede sig på turen op til plateauet.
Vi tog videre med båden fra Skarberget til Bognes og forsatte sydover ad E6. Planen var, at vi skulle finde et sted at overnatte, lidt syd for Fauske, men før polarcirklen. Det endte med, at vi slog os ned på en plads i Nordnes. Fint sted og tæt ved Saltelven, med en noget særpræget form for hytter. Hytterne er stykket sammen af et lille hus og en campingvogn. Meget speciel byggestil, men ok, hvis man har brug for et sted at sove.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar