mandag den 19. september 2016

En stenet kyst og i landstigningen i Bergen


Havneanløb: Ålesund, Torvik, Måløy, Florø og Bergen

Dårligt vejr mellem kl. 3 og 5 mandag morgen. En slem vippetur mellem Måløy og Torvik.

Efter morgenmad var det tid til at pakke det sidste sammen. Vi skulle forlade kahytten kl. 10.00, så de kunne gøre klar til næste tur.

Kl. 10.15 var der et meget interessant historisk foredrag om turismen i Norge. Fra ca. 1600 tallet og frem til i dag. Meget interessant og morsomt fortalt. Efter foredraget var der norsk musik på dæk syv. Desværre var vejret noget gråt, men vi fik alligevel set meget af det norske storslåede kystlandskab.

Kl. 12. 00 fik vi en dejlig afskedsbuffet. Efter at vi havde krydset Sognefjorden anløb vi Bergen med de syv fjelde, kl. 14.30. Vi gik fra borde dæk for dæk, og sagde samtidig farvel til besætningen.

Alt var meget velorganiseret og hele udtjekning forløb fint. Bussen var klar ved terminalen og kørte os til lufthavnen. Kl. 18.10 fløj vi til København. Godt trætte var vi hjemme 21.30 efter 12 dage til søs.

Hurtigrute MS Nordlys og Raftsundbroen
Hurtigrute MS Nordlys og Raftsundbroen


Refleksioner over turen
Det har været en dejlig tur. Selvom Hurtigruten ikke er et krydstogtskib, er det begyndt at ligne en turistmaskine. Ombord tales der lidt norsk, men meget engelsk og tysk. Men det er altid muligt at blive orienteret om aktiviteterne på norsk, og som forventet forstår de fleste nordmænd jo dansk.

Vejret har været meget blandet, men vi havde 6 gode dage med sol. Maden er i særklasse, og specielt hvis man er til alt godt fra havet. Men pas på, for tjenerne om bord fortalte om et “veje forsøg,” Hurtigruten havde gennemført på MS Trollfjord. Forsøget viste, at hvis man fulgte kostplanen på en fuld rundrejse, ville man øge sin vægt med 3- 5 kg. Så vi holdt os til de mange lækre fiskeretter.

Vi talte med utroligt mange søde mennesker fra forskellige lande. Det var overraskende, at der kun var 6 danskere og ganske få svenskere med på rejsen. Nordmændene bruger jo primært Hurtigruten som almindelig persontransport mellem kystbyerne og ikke så ofte til ferieformål.

Udflugter, vin og øl følger det norske prisniveau, og det ligger i den høje ende. Alle former for service ombord havde en pris. Fx. kostede en Internenetforbindelse 400 kr. for adgang på hele turen. Kahytten på dæk seks som vi boede i, var ikke luksus, selvom vi havde bestilt en Arctic superior kahyt, med fri flaske vand, kaffe og te.

MS Nordlys var sat op som et ekspeditionsskib, og havde derfor et team, som havde til opgave at underholde med mange forskellige ting som foredrag, storytelling, udflugter, polardåb og meget mere. Et interessant koncept med udviklingspotentiale. Men livet om bord kan godt virke lidt overvældende med den konstante strøm af informationer, arrangementer og mennesker. Så Hurtigruten er til mere end post, gods og passagerer. Turismen fylder meget nu om dage.

søndag den 18. september 2016

Trondheim og Kristianssund


Havneanløb: Trondheim, Kristiansund, Molde, og Ålesund

Vi havde forventet flot vejr i Tronheim. Hele natten havde det været klart vejr med masser af måneskin og roligt vejr. Men da vi ankom til Trondheim, var der tæt tåge. Så tæt, at vi knap nok kunne se kajen, og tågen lå over hele byen. Heldigvis havde vi jo set byen på vej mod nord, så efter morgenkaffen gik vi en tur i havneområdet, for at få lidt motion. Kl. 10.00 var det tid til at sejle videre. På vejen ud passerede vi den lille ø Munkeholmen, som vi knap kunne ane i den tætte tåge.

Ombord var der begyndt at komme afrejsestemning. Det var jo dagen før afrejse, og en repræsentant fra ekspeditonsteamet indkaldte til informationsmøde. Han fortalte, hvordan afregning på cruisekortet ville ske, hvornår vi skulle forlade kahytten, den endelige udtjekning og afrejse ville foregå, når vi ankom til Bergen.

Sidst på formiddagen forsvandt tågen, og ved 11.30 tiden blev det flot vejr med en blanding af dis, blå himmel og sol. Så vi tog et par timer på dækket i det skønneste vejr med udsigt til fjeldene langs den norske kystlinie. Norge er et flot land – især når solen skinner.

Efter frokosten begyndte vi at pakke vores baggage sammen, så vi hurtigt kunne være klar til afrejse næste dag.

Kristiansund gik vi ind til sidst på eftermiddagen for et ganske kort ophold. Egentlig kunne man godt have brugt adskellige timer i byen, der tidligere havde været centrum for produktion af klipfisk. Nu var byen en central forsyningshavn for de norske oliefelter. En meget flot og moderne by, som vi helt sikker vil besøge igen.

Først på aftenen anløb vi Molde - Rosernes by. Byens milde klima og frodige haver har den fået af Golfstrømmen. Desværre fik vi kun lejlighed til at se byen fra skibet, for det planlagte anløb var meget kort og midt i den periode, hvor vi spiste til aften. Og en tre retters menu i den klasse som Hurtigruten server, ville vi nødigt undvære. Men vi fik da set havnemiljøet og nordgående Hurtigrute MS Lofoten i det flotte månelys, da vi forlod havnen.


Vi fortsatte mod Ålesund, som vi anløb midt på natten.

lørdag den 17. september 2016

Polarcirklen og De syv søstre


Havneanløb: Bodø, Ørnes, Nesna, Sandnessjøen, Brønnøysund og Rørvik

Atter stod vi op til en dejlig dag med sol. Men det så ud til, at der igen var skyer på vej. Op ad formiddagen mødte vi Hurtigrute MS Nordnorge, der var nordgående.

I dag var der polarcirkel dåb. Som på vejen op havde ekspeditions teamet planlagt dåben for nye og gamle rejsende, midt på formiddagen. Denne gang var det ikke med isvand og isterninger, ”Kong Neptun” hældte ned af ryggen som bevis for dåben. Nu var det en skefuld levertran, som hver passager skulle sluge for at være behørigt døbt. Det gav anledning til mange sjove grimasser og meget morskab på dæk syv, hvor sceneriet blev gennemført.

I forbindelse med polarcirkel dåben passerede vi den lille ø Vikingen, hvor polarcirklen er markeret af et monument i form af en globus. Det magiske tal for Polarcirklen er 66 ° 33 ’’ som markerer linjen. Vi fik det obligatoriske stempel i vores pas, som bevis for at vi havde passeret linjen i sydgående retning.

Før frokost ankom vi til Sandnessjøen. På kajen blev vi mødt af et lokalt orkester, der spillede på trommer, meget festligt.

Desværre ændrede vejret sig om eftermiddagen. Der kom tunge lavthængende skyer, så det var svært at se "De syv søstre”, som er navnet på bjergkæden på øen Alsten. Bjergkæden består af syv bjergtoppe, som præsten Petter Dass navngav efter sagnet om "De syv søstre". Fjeldet med de syv toppe rejser sig op til 1.072 m.

Sidst på eftermiddagen ankom vi til Brønnøysund for at hente gods. På vejen videre sydpå passerede vi Torghatten. Et ejendommeligt fjeld med hul i midten på øen Torget. Hullet er 160 meter langt, 35 meter højt og 20 meter bredt og blev skabt i istiden. På grund af vejrforholdene var det vanskeligt at se hullet, da vi passerede øen.

Aftenen blev rundet af med Hurtigrutens afskedsmiddag. Før middagen blev der serveret champagne i loungen på dæk syv. I forbindelse med arrangementet sagde skibets ekspeditions og restaurant team tak for samværet på rundrejsen.

Først på aftenen anløb vi Rørvik, hvor vi også mødte nordgående Hurtigrute MS Trollfjord.

Senere krydsede vi Folda – et åbent havstykke på vej til Trondheim.

fredag den 16. september 2016

Vesterålen og Lofoten


Havneanløb: Tromsø, Finnsnes, Harstad, Risøyhamn, Sortland, Stokmarknes, Svolvær og Stamsund

I dag vågnede vi til et flot vejr. Knaldende sol og blå himmel hele horisonten rundt. Dejligt at se på det rolige vand mens vi fik vores morgenbuffet. Et flot syn at se Hurtigrute MS Vesterålen passere.

Først på formiddagen skulle vi igennem Risøyrenna. En 4,5 km lang kunstig kanal skabt for at skibstrafikken kan komme ind til Risøyhamn, som også har en central rolle i Hurtigrutens historiePå vej ind til anløbsstedet passerede vi en bro, hvor flere af Hurtigrutens udflugtsbusser passerer samtidig med at skibet sejler under. Her er der en sjov tradition for, at man vinker til hinanden under passagen.

Senere var der et foredrag om Richard With, og om de årsager der førte til at han grundlagde Hurtigruten 2.juli 1893. Foredraget var optakten til besøget på Hurtigrutemuseet i Stokmarknes.

Efter frokost kom vi til Sortland med et kort ophold. Senere til Stokmarknes hvor Hurtigruten har det store flotte og meget interessante museum. Museet fortæller om Hurtigrutens arbejde med at transporterer gods, post og passagerer. Men også hvordan ruten har udviklet sig som arbejdsplads på godt og ondt, i mere end hundrede år. Et miniature samfund der har været med til at udvikle den norske kystkultur, og på afgørende vis har været med til binde Nord- og Sydnorge sammen. Som en særlig specialitet er det tidligere MS Finnmarken fra 1956 lagt på land og bygget sammen med museet, så man kan se, hvordan skibet fungerede og var indrettet på den tid.

Efter ca. 45 min. sejlads fra Stokmarknes begyndte vi sejladsen gennem det eventyrlige flotte Raftsundet, hvor det strålende vejr fremhævede den smukke norske natur, når den er bedst. Fra Raftsundet sejlede vi en tur ind i den 2,5 km lange og 80 meter brede Trollfjord med de stejle fjeldsider. En fantastisk flot og ubeskrivelig natur. For enden af fjorden åbner vandet sig, så der var rigelig plads til at vende det 122 meter lange skib om sin egen akse, så vi kunne sejle tilbage til Raftsundet. En imponerende og fantastisk manøvre, som besætningen ubesværet udførte.

Vi fortsatte videre til Svolvær, hvor der var tid til en kort sightseeing i byen. Svolvær kaldes også for ”Lofotens Hovedstad”.

Dagen blev rundet af med at møde Hurtigrute MS Richard With, og sidste anløb i dag var Stamsund sent på aftenen. Igen var der nordlys på nattehimlen.

En fantastisk dejlig solrig dag med mange indtryk.

torsdag den 15. september 2016

Hammerfest og Tromsø


Havneanløb: Mehamn, Kjøllefjord, Honningsvåg,Havøysund, Hammerfest, Øksfjord, Skjervøy og Tromsø

Dagen startede med tungt vejr og søgang. En halv time forsinket i forhold til sejlplanen. Vi mødte Hurtigrute MS Finnmarken, på vej mod Hammerfest, verdens nordligste by.

Vi passerede Melkøya på vej ind. Øen er historisk, men er i nyere tid mest kendt for sit avancerede modtageanlæg for naturgas, der hentes i borefelter 160 km ude i Barentshavet. Gassen kommer til Melkøya gennem rørledninger hvor gassen raffineres og komprimeres, så den kommer i flydende form. Derefter kan den nemt eksporteres i specialbyggede tankskibe til forbrugere i mange forskellige lande.

Byen er også kendt for astronomen Struves arbejde med at opmåle jordklodens runding, for på den måde at fastslå jordens præcise form og størrelse. Til minde om det arbejde, er der rejst en Meridianstøtte i Fuglenæs, lidt uden for Hammerfest.

Vejret begyndte at klare op, da vi lagde til i byen. Vi havde tid til at kikke på Hammerfest kirke, der er en speciel og særpræget langkirke med smallere kor i øst og tårn i vest. Med en meget flot glasmosaik over alteret. Det blev også til et kort besøg i Genrejsningsmuseet. Museet samler trådene for de grusomheder nordmændene i Finnmark og Nord-Troms var udsat for i slutningen af anden verdenskrig. Museet fortæller også, hvad der blev gjort efter krigen for at genopbygge området.

Tilbage på skibet hørte vi et tankevækkende foredrag om klimaforandringer, og hvad vi kan forvente, der vil ske med klimaet de næste 100 år.

Midt på aftenen mødte vi Hurtigrute MS Polarlys og anløb Tromsø omkring midnat i næsten vindstille vejr med måneskin og nordlys. En fantastisk flot aften og et vejrskifte der lover godt for de næste dage.

onsdag den 14. september 2016

Kirkenes - starten på rejsen mod syd


Havneanløb: Båtsfjord, Vardø, Vadsø og Kirkenes – Kirkenes,Vardø, Båtsfjord og Berlevåg

Så nåede vi frem til vores sørejses vendepunkt - Kirkenes. Dagen startede med en tur til Norges arktiske grænse ved Storskogen, 10 km fra skibet og blot to timers kørsel fra Murmansk i Rusland. Grænsen mellem Norge og Rusland følger for to tredjedeles vedkommende to floder, Pasvikelven og Grense Jakobselv.

Vi hørte om den historiske udvikling af grænselandet og om de cyklende flygtninge, der havde fundet en smutvej i lovningen, men den trafik er nu stoppet af den Norske regering.

Vores turguide havde hele sit liv levet i Bjørnvatn. En lille by i udkanten af Kirkenes. Stedet er kendt for udvinding af jernmalm. Desværre har dårlige tider midlertidigt lukket minen.

Guiden fortalte med stor indlevelse om sit liv og virke i et grænseland, hvor året er styret af både midnatssol og vintermørke.

Vi besøgte et kendt beskyttelsesrum ” Andersgrotta” og så en film om tiden 1940-45. Rummet er stadig bevaret til undervisningsbrug. Her fortalte en lokalguide om det ekstremt hårde liv beboerne i Kirkenes havde, som følge af den tyske invasion og de russiske bombardementer.

Byen er nummer to på listen over europæiske byer, der oplevede de fleste flyalarmer og angreb. Mere end 1000 luftalarmer og 320 luftangreb. Kun Malta var udsat for flere angreb.

Hele byen blev næsten jævnet med jorden. Kun 13 huse overlevede krigen. Derfor fremstår byen i dag, som en næsten ny og genopført by.

Fra Kirkenes gik turen videre til Vardø, og her var der tid til at gå en kort i byen og se kirken.

Tilbage på skibet var der et interessant foredrag, om hvordan det norske fjordlandskab blev skabt.

Vi anløb Bådsfjord midt på aftenen, En af de havne hvor der landes flest fisk i Norge. Ca. kl. 22 mødte vi Hurtigrute MS Nordkapp for nordgående.

tirsdag den 13. september 2016

Honningsvåg og Nordkapp


Havneanløb: Øksfjord, Hammerfest, Havøysund, Honningsvåg, Kjøllefjord, Mehamn og Berlevåg

Vi startede dagen i det flotteste solskinsvejr og mødte MS Lofoten, der var sydgående. Vi havde også et kort ophold i Havøysund. Her fik vi fortalt historien om den heltemodige styrmand, der ved sin indsats redde 56 passagerer ved et skibsforlis i 1931.

Sejlede videre til Honningsvåg. Dejligt at gense statuen af skibshunden Bamse, som har en meget spændende historie fra krigens tid. Vi nød det gode vejr på havnefronten, og så fiskerne gøre de store net klar til at fange kongekrabber.

Tilbage på skibet og sidst på eftermiddagen hørte vi et foredrag om den samiske kultur, som var meget interessant. Efter det passerede vi Finnkirka, som er Norges mest elegante havklippe. Netop denne klippe har spillet en rolle i samernes oprindelige naturreligion og kultur.

Kl. ca. 19 passerede vi Nordkyn, som er det nordligste punkt på det europæiske fastland.

I dag var det dagen, hvor vi skulle have en utrolig flot og lækker arktisk fiskebuffet og retter inspireret af samerkulturen. Det var en stor oplevelse, selvom en flaske vin kostede 500 kr.

Senere passerede vi det nye Hurtigrute skib MS Spitsbergen, som var på jomfrurejse. Det var et flot sceneri set i lyset fra fuldmånen og det svage nordlys. Skibene hilste på hinanden med signalhornene.

mandag den 12. september 2016

Tromsø – porten til Arktis


Havneanløb: (Stokmarknes, Sortland, Risøyhavn), Harstad, Finnsnes,Tromsø og Skervøy

Vi ankom til Harstad midt på natten, og lå der til næste morgen kl. 8. Vejret var bedre men stadig gråt og regntungt. Rejsen fortsatte mod Finnsnes og Tromsø. I dag kan vi begynde at se de flotte gyldne efterårsfarver. Vi fornemmer, at vi kommet længere nord på.

Efter Finnsnes sejler vi under Gissundbroen, der forbinder Norges næst største ø Senja med fastlandet og fortsatte videre gennem Gissund mod Tromsø.

Ved ankomsten til Tromsø viste det sig, at vore søsterskib MS Trollfjord havde tekniske problemer og lå ved vores kajplads. Så vi skulle bruge lidt tid på havnemanøvre for at få plads til begge skibe.

Vi gik en tur i byen, for at gense nogle af de steder vi huskede fra vores sidste besøg i 2011. Vi var oppe på broen for at se ud over byen, havneområdet og få et gensyn med Ishavskatedralen.

På vejen tilbage kiggede vi efter fiskeforretningen, hvor vi købte hellefisk, sidst vi var her. Vi fandt den ikke, men mødte tilfældigt en dansker, som havde boet i byen de sidste 6 år. Han kunne fortælle os, at forretningen var flyttet ud af byen, og at der i området var bygget en hel del nye huse. Så det var svaret på, hvorfor vi ikke kunne finde forretningen. En hyggelig mand som vi fik en længere samtale med og som fortalte os om, hvordan det var at være dansk i Norge.

Vi forlod Tromsø sidst på eftermiddagen og sejlede videre til Skervøy.

søndag den 11. september 2016

Polarcirklen og Lofoten


Havneanløb: Brønnøysund, Sandnessjøen, Nesna, Ørnes, Bodø, Stamsund og Svolvær

Det startede med regnvejr, og det så ud til at blive en dag med rigtig dårligt vejr. Vi mødte MS Richard With sydgående ca. kl. 8.25.

I dag skulle vi passere polarcirklen, og i den anledning havde kaptajnen tilkaldt Kong Neptun så alle passagerer, der ikke tidligere havde krydset polarcirklen til søs, kunne blive døbt. Det var et være sceneri, der blandt andet gik ud på, at hælde isvand og små isterninger ned ad ryggen på passagererne. Det kom noget bag på Jette, at det var prisen for den gratis drink, vi alle var stillet i udsigt. Men sjovt var det, selvom vi blev våde fra nakken og hele vejen ned til sokkerne. Men nu har vi begge et Polarcirkel Certifikat.

Senere anløb vi Bodø i rigtig dårligt vejr. Så vores bytur var lidt trist, da alle forretningerne er lukket om søndagen.

Hen på eftermiddagen var der foredrag ombord. En af folkene fra ekspeditionsteamet fortalte om livet i de arktiske egne.

På grund af det dårlige vejr blev en planlagt udflugt til Vikingefest på Lofoten aflyst. Det samme gjorde den planlagte sejltur gennem Raftsundet og Trollsundet. Varslet var rigtig kraftig blæst op til 37 knob og masser af regn.

Det fik den konsekvens at vores sejlrute blev omlagt, så vi kom uden om det dårlige vejr. Vi gik derfor direkte fra Stamsund til Harstad. Dvs. havneanløbne Svolvær, Storkmarknes, Sortland, Risøyhamn må vi se på turen sydover.

lørdag den 10. september 2016

Trondheim - den gamle hovedstad


Havneanløb: Kristiansund, Trondheim og Rørvik

Vi ankom til Trondheim tidligt om morgenen og lagde til ved siden af sydgående Hurtigrute MS Polarlys. De regelmæssige møder med sydgående skibe giver en klar fornemmelse af Hurtigrutens betydning for byerne langs kysten.

Det tager ca. 20 min at gå fra Hurtigrutens anløbsplads ind til byen. Vi gik langs med vandet og tog gangbroen, der lokalt kaldes for ”Sjøgangen”. Fra broen, der fører op til bymidten, kunne vi se ud til Munkholmen, som er en lille ø, der har haft en central rolle i de dansk-norske relationer.

Trondheim er en hyggelig og flot historisk by. Vi fik et gensyn med Niderosdomen, Ærkebispegården, bybroen, bryggene langs Nidelven, de gamle huse i bydel ”bakklandet” og meget mere. Trondheim er en meget spændende by, som rummer oplevelser til mange dage.

Vi forlod Trondheim over middag. Midt på eftermiddagen sejlede vi forbi et af Norges smukkes fyrtårne - Kjeungskjær Fyr. Senere passerede vi det smalle Stokksund. Sundet har så skarp et sving, at det er nødvendigt at signalere til modgående trafik, med tågehornet.

Efter Stokksund krydsede vi Folda et åbent havstykke for senere at anløbe Rørvik. I Rørvik lægger vi til samtidig med sydgående Hurtigrute MS Vesterålen.

fredag den 9. september 2016

Ålesund og Hjørundfjorden



Havneanløb: Florø, Måløy, Torvik, Ålesund og Molde

Vi vågnede lige før afgang fra Torvik. Først på formiddagen var vi i Ålesund. Efter et kort ophold krydsede vi Storfjorden og sejlede ind i den 33 km lange Hjørundfjorden – en af Norges flotteste fjorde med uberørt natur. Her er høje fjeldsider, grønne enge, og ensomme fjeldgårde og små bygder.

Sidst på formiddagen ankrede vi op ud for Urke, hvor vi blev sejlet i land af en tenderboat (landgangsbåd) fra skibet.

Urke er et typiske lille fjordsamfund, hvor der kun findes en landhandel som drives af de lokale. Urkes økonomiske grundlag hviler på den flotte natur og de mange turister, der igennem året besøger stedet.

Sidst på eftermiddagen var vi tilbage i Ålesund, hvor vi under indsejlingen blev mødt af flere flokke af grindehvaler. Vel ankommet til Ålesund gik vi en tur i byen for at se de flotte bygninger. Især de bygninger der er opført i jugendstil er interessante. En charmerende by, som rummer mere end et kort besøg. Vi kan glæde os over, at vi har besøgt byen flere gange før.

Midt på aftenen mødte vi det sydgående Hurtigruteskib MS Finmarken, som behørigt fik en hilsen med tågehornet, da vi passerede hinanden.

torsdag den 8. september 2016

Tur med Hurtigruten - MS Nordlys



Så blev det dagen, hvor vi skulle følge op på vores fantastiske ”kør selv tur” til Nordkapp i 2011. Af vejrmæssige årsager kom vi dengang ikke til Kirkenes, og fik set den russiske grænse. Men på vejen retur til Danmark fulgte vi på landsiden de mange byer, som Hurtigruten anløber mellem Kirkenes og Bergen.

Vi var meget fascineret af kystkulturen, og livet i de mange byer som vi passerede på vores vej. Turen gav os lyst og inspiration til at tage en tur med Hurtigruten fra Bergen til Kirkenes retur, for at få en fornemmelse af dette unikke transportsystem, som har bundet Norges kystbyer sammen i ca. 125 år.

Så den 8. september blev dagen hvor SK 2864 transporterede os fra Københavns lufthavn til Bergen. Vi var fremme ca. kl. 13 i strålende vejr, og det satte forventningerne højt for sejlturen til Kirkenes.

Vi blev hentet af Hurtigrutens egen bus i lufthavnen, som sammen med flere medrejsende kørte os til Hurtigrutens terminal i Bergen. På turen fik vi god information om rejsen med MS Nordlys, som vi skulle sejle med de næste 11. dage.

Vel ankommet til Hurtigrutens terminal fik vi vores bagage tjekket ind, og fik oplyst at vores kahyt var klar ca. kl. 18.00. Da vi var i god tid, gik vi en tur i Bergen. Det var strålende vejr, og vi havde hørt, at der var meget at se på. Så vi nød eftermiddagen og fik set havnefronten, det berømte fisketorv, byens centrum og mange fine bygninger og steder.

Sidst på eftermiddagen vendte vi tilbage til MS Nordlys. Gennemgik det obligatoriske informationsmøde om sikkerhed ombord. Kort før kl. 18.00 fik vi vores kahyt.

Dagen blev sluttet af med en dejlig kold buffet med alt godt fra havet. Det var lige, hvad vi trængte til efter en lang rejsedag. Vi håber, at vejret vil holde sig nogenlunde fint på turen. Vi forlod Bergen kl. 20.00.