Trollhättan til Hillerød

Trollhättan - Helsingborg -Helsingør - Hillerød

Vi kunne godt mærke, at vi var klar til at køre mod Danmark, da vi efter et godt morgenmåltid på Hotel Albert satte os ind i bilen, og begyndte turen hjem. Vi regnede med, at turen til Helsingborg ville tage omkring 4 timer inklusive en spisepause undervejs.

Omkring Gøteborg oplevede vi en del trafik, og fik vores første møde med den svenske version af ”Trængselssafgift”. Vi lagde godt mærke til skiltningen, da vi passerede Gøteborg og regnede med, at afgiften ville blive opkrævet med det geniale BroBizz system, som så gnidningsløst have betalt alle bomafgifterne i Norge. Så vi tænkte ikke nærmere over det, før vi godt en måned efter hjemkomsten modtog et brev med en opkrævning på 7 kr., som var vedlagt ”et vink med en vognstang” der antydede, at hvis vi ikke betalte, kunne vi regne med en tillægsafgift på 500 kr. Gad vide, hvad det har kostet at ekspedere sådan en opkrævning. Vi betalte naturligvis de 7 kr. prompte.

På turen sydover passerede vi Falkenberg først på eftermiddagen, fik vi øje på et skilt ved motorvejen, hvor på der stod "Laxbutiken". En resteplads som lå ud til motorvejen E6 ved Heberg. Laksebutikken har både en butik og en restaurant. Et fantastisk sted som kun handler med laks i alle afskygninger, og efter sigende tilbyder "Laxbutiken" Sveriges største laksesortiment.

Vi var målløse over alle lækkerierne og købte naturligvis en anretning, som vi spiste ude i det dejlige vejr. På turen videre undrede vi os over, at der ikke er nogen i Danmark, der har fået den samme ide. Det ville være et godt alternativ til alt det kedelige friture mad, som vi ser på de danske motorvejs cafeterier. Vi har jo nok af motorveje og masser af fisk i alle afskygninger.

Turen over Øresund til Helsingør blev betalt med BroBizzén uden problemer, da vi kørte ombord i Helsingborg, og en god time senere var vi hjemme igen. En herlig og til tider krævende tur på knap 6000 km. rundt i Sverige og Norge var slut.

Larvik til Trollhättan

Med båden til Strømstad

Vi tog middagsbåden fra Sandefjord til Strømstad, og havde en herlig tur over Oslofjorden sammen med glade nordmænd, der var på indkøbstur til Sverige. Vi spiste ombord, og fik den skønneste kogte laks med kartofler, hollandaise sovs og agurkesalat. Fra Strømstad kørte vi til Trollhättan, og efter nogen søgen endte vi på Hotel Albert tæt ved sluseanlægget, hvor vi overnattede, inde vi kørte det sidste stykke hjem til Danmark.

Svenne Fyr og frokost i Stavrn

Sejltur med rejer, kølig rosevin og jordbær med fløde

De næste par dage var et rent eventyr i det flotteste vejr, og vores venner havde tilrettelagt en sejltur med ”Sofie 3” i skærgården med indlagt ” rejer, kølig rosevin og friske jordbær med fløde”. Det var en fantastisk tur, hvor vi også var i land på Svenner Fyr og talte med nogle af dem, der passer fyret i sommerperioden.

Dagen der på var vi rundt i nærområdet, og fik del i familiens historie og engagement i lokalområdet med de flotte og historiske kirker og bygninger. En tur ud til Stavern blev det også til med en herlig frokost i det spændende og historiske område, hvor vi også fik set det gamle og berømte HotelWassilioff, som havde dannet rammen om Tores runde dag.

Et besøg længere øst på i Helgeroa fik vi set det nye mindesmærke for slaget ved Nesja i år1016. Vi nåede også en tur ned i havnen for at hilse på Gro og Tore´s datter og barnebarn og så deres flotte sejlskib, som de var ved at gøre søklar. Dagen blev rundet af med et besøg i Galleri Bølgen, hvor vi så kunstneren Vebjørn Sand´s skildring af angrebet på den spanske by Guernica i 1937.

Efter nogle herlige dage med mange dejlige oplevelser og gode samtaler, var det tid til at sige farvel og fortsætte vores rejse hjemover. Dejlige dage vi altid vil mindes.

Lillesand til Larvik

Ogna - Egernsund - Lillesand - Arendal - Larvik

Egentlig havde det været planen, at vi skulle en tur til Stavanger, men det skiftende vejr gjorde at vi i stedet lagde ruten om. Så vi kørte mod syd i retning af Kristiansand og Larvik, hvor vi havde en aftale med vores norske venner. Vejret var for en gang skyld i det gode hjørne og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, da vi forlod Ogna. Vi tog turen langs kysten over Egernsund, Flekkefjord og Mandal for at få en fornemmelse af kystlinjen. Der er mange fine steder langs kysten, og efterhånden som vi nærmede os Kristiansand steg trafikken ganske betydelig. Det var lidt af en opgave at komme igennem byen med bomveje, vejfletninger, rundkørsler. Det var tydeligt, at her var vi kommet til en storby med mange aktiviteter. Men det var Lillesand, vi havde i tankerne som næste stop, og her var vi fremme midt på eftermiddagen, og blev installeret i en dejlig hytte på Tingsager Familie Camping. I første række ned til vandet. Et rigtig dejligt og afslappende sted lige ud til skærgården, og i gå afstand til Lillesand. En hyggelig by med flinke mennesker og en stemning, der kunne minde om bade og feriebyerne i Nordjylland. Der var lidt ”Skagen” over byen, som vi nødt godt af de næste par dage i dejligt solrigt vejr.

Fra Lillesand gik turen videre mod Larvik, og på vejen besøgte vi kystbyerne Grimstad og Arendal. Dejlige steder som ligger og putter sig i skærgården. Steder der fortjener at blive udforsket. Vi gjorde et kort ophold og spiste frokost i området ved Kragerø, inden vi kørte det sidste stykke til Larvik. Som så mange andre steder, var der et større anlægsarbejde i gang ved Porsgrunn, så vi måtte bruge lidt ekstra tid til trafiklys og køkørsel, inden vi først på eftermiddagen den 27 juni ankom hos Gro og Tore i Larvik.

Kinsavik til Prædikestolen

Kinsarvik - Jørpeland -Prædikestolen -Oanes - Ogna

Fra vores hytte havde vi udsigt over Sørfjorden. I krydset hvor Hardangerfjorden møder Utnefjorden, som igen deler sig i Sørfjorden, der går mod syd til Odda og Eidfjorden, som går mod øst i retning af Eidfjord og Ulvik. Kinsarvik ligger i begyndelsen af fjorden, der længere mod syd støder op til det kendte frugtområde Lofthus. Alle bygderne rundt om Sørfjorden har meget gunstige klimatiske forhold, som er optimal for frugtproduktion. Især er Lofthus kendt for deres søde og lækre kirsebær (Moreller), og den årlige Morelfestival holdes i den sidste uge i juli hvert år.

I vores søgen efter bedre vejr fortsatte vi sydover. Receptionen havde fortalt os, at der var planlagt vejarbejde i retning mod Lofthus, og at man forventede et større sprængnings arbejde på vores afrejsedag, som ville stoppe al trafik i mindst to timer. Vi var glade for meldingen, så vi fik hurtigt pakket og gav os afsted, og vi nåede lige at komme igennem området, inde det blev lukket for sprængning.

Turen langs østsiden af Sørfjorden er flot. Selv i overskyet og regntungt vejr. Men vi var godt tilfredse, da vi passerede Odda og den gamle fabrik, som stadig lå midt i byen, og trængte til at blive revet ned. Vi gjorde et kort stop ved Låtefossen med det 165 m høje vandfald. Sidst vi var her, tog vi turen over Haukelifjellet mod Larvik. Men denne gang skulle vi opleve Prædikestolen og kørte gennem det flotte Røldal, skiområdet ved Håradalen og videre mod Sand og Jørpeland, hvor vi løb ind i vanskeligheder med at finde et sted at overnatte. Men efter nogen kredsen rundt i byen endte vi på Verkshotellet. Et historisk og hyggeligt hotel fra 1912 med flot beliggenhed lige i nærheden af Jørpeland bådehavn, og kun 10 minutters kørsel fra Prædikestolen parkeringsplads. Ikke noget billigt hotel, men vi fik da en seng og noget at spise. Hotellet oplyste på ankomstdagen, at vejret dagen efter ville blive godt og perfekt til en vandretur i fjeldet for at se Prædikestolen og den flotte udsigt over Lysefjorden. Det tegnede godt. Vi trængte til en rigtig god fjeldoplevelse.

Turen til parkeringspladsen ved Prædikestolen var kort, og vi var blevet advaret om, at det ”koster at parkerer”. Men vi syntes, at 200 kr. var lige i overkanten. Men pyt vejret tegnede godt, og vi glædede os til vandreturen. Vi havde dog ikke ventet, at turen frem og tilbage ville tage ca. fem timer, og at vi blev udsat for tre massive regnbyger. Heldigvis havde vi vores vandre regnslag med, så vi klarede det i fin stil. Men det var lidt anstrengende at vende sig til det skiftende, og ind i mellem kølige vejr der fulgte med regnen. Endelig oppe på plateauet – 604 meter oppe – blev vi mødt af tåge, så der var ikke meget udsigt at lade sig overvælde af. Men vi oplevede stemningen og mødet med alle de andre nationaliteter, der havde taget turen der op. Det havde været dejligt med et par solide klemmer i stedet for vand og bananer. Men klemmerne måtte vi have til gode, for vores forråd lå nede i bilen. Turen ned igen gik egentlig nemmere, end vi havde regnet med, selv om vi også her måtte have regnslagene frem. Vejret klarede dog lidt op, så vi fik da set udsigten overLysefjorden. Det var en lettelse senere, at sætte sig ind i bilen medens regnen igen hamrede ned. Lidt forkomne, klamme og temmelig sultne. Det er ved sådanne lejligheder, man husker hvor godt et par brødskiver med ost smager.

Det havde været en strabadserende dag, men vi havde fået en på opleveren. Vi var ikke sikre på, at vi var gået turen, hvis vi havde vist, hvordan turen og vejret havde udviklet sig. Men det var gået godt, selv om vi var godt ømme i benene. Hen på eftermiddagen tog vi båden over fra Oanes til Høle og derfra videre gennem det flotte og nærmest engelsk inspireret landskab til Ogna. Solen var begyndt at skinne, så det var en hel fantastisk oplevelse, at lade bilen i frihjul glide gennem det øde landskab. Fremme i Ogna – en lørdag – opdagede vi, at man i Norge ikke har de samme liberale holdninger til åbningstider i butikkerne som i Danmark. Heldigvis nåede vi da at købe lidt ind i et lokalt minimarked lige før lukketid. Der kom vi i snak med en livsglad nordmand, der gav os nogle tips om, hvor vi kunne handle uden for de normale åbningstider. Endestationen for dagens tur blev Ogna Camping i en splinterny hytte med alle faciliteter. Dejligt at kunne slappe af, kigge lidt på naturen og fornemme, at nu var vejret ved at gå i den rigtige retning.

Lærdal og Hardangerfjorden

Byrkelo - Sognefjorden - Lærdalstunnelen - Flåm- Kinsarvik

På vejen sydover kørte vi ad E39 for at komme ned til Kinsarvik ved Hardangerfjorden. Ved Skei skiftede vi til Hv5 og kørte ind i fjelmassivet gennem en lang række tunneller, som skaber forbindelse til Sorgendal og Sognefjorden. Et beundringsværdigt stykke ingeniør kunst, som har givet den del af det norske Vestland helt nye muligheder for samfærdsel. Selv om der ikke er så meget at se under tunnelpassagerne, er det fascinerende at køre rundt inde i fjeldmassivet og til sidst komme ud på den anden side af fjeldet.

Vi så frem til at komme til Sorgendal og fjorden igen. Sidst vi var her, boede vi i en af Loftenes Fjord Hytter, som lå lige ved broen over Sognefjorden. Men vi fik os en rigtig nedtur, da vi kom frem til det vi i 2011 oplevede som et fantastisk sted. Stedet var mildest talt under nedrivning. I byens iver efter at skabe nye til- og frakørselsforhold til byen, så det ud til, at man havde valgt at lave en ny broføring ret gennem den turistperle, som vi oplevede i 2011. Det var en rystende oplevelse at se vores drømmested i den forfatning, vi blev oprigtigt kede af at se hele det kaos som brobyggeriet afspejlede.

Så vi skynde os videre mod Hardangerfjorden, som var vores mål for dagen. Fra Sorgendal kørte vi gennem Lærdaltunnellen. Verdens længste vejtunnel. Knap 25 km. vej sprængt gennem Lærdalsfjeldet for at forbinde Lærdal og Aurland. Imponerende. Sidst vi var her, valgte vi at køre over fjeldet for at få den storslåede udsigt. Er vejret godt og har man tid, er det absolut en seværdig omvej.

Forenden af Lærdalstunnellen og ikke langt fra Auerdal ligger byen Flåm, hvor den berømte Flåmbane kører de godt 20 km til bjergstationen Myrdal, som ligger 867 meter over havet. Togturen tager ca. en time, og har man mulighed for det, er turen en af verdens smukkeste togrejser. Men vær forberedt på, at turen er temmelig overrendt af de mange turister fra krydstogtsskibe, som anløber Flåm. Vi tog ikke turen, men valgte i stedet at se på menneske mylderet og i stedet holde frokostpause på det lokale spisested ved havnen.

Turen forsatte videre til Voss, og medens vi nærmede os Hardangerfjorden og Kinsarvik trak skyerne sammen over os, og det efterhånden trættende regnvejr begyndte igen. Vi passerede Hadangerbroen som nu erstatter færgeforbindelsen Bruravik–Brimnes mellem Bruravik i Ulvik Kommune og Brimnes i Eidfjord Kommune. Broen er 1.380 meter lang og er en af de længste hængebroer i verden. Og ikke nok med det, så er der i hver ende af broen – inde i fjeldet – indrettet rundkørsler afhængig af om man skal mod Ulvik, Eidfjord eller Kinsarvik. En ret fantastisk oplevelse at passere dette højteknologiske bygningsværk.

Hen på eftermiddagen var vi fremme i Kinsarvik, som ligger flot ned til Sørfjorden og er en gren af Hardangerfjorden. Efter lidt søgen fandt vi Kinsarvik Camping, som heldigvis havde en ledig hytte. Vi havde regnet med at blive et par dage for at udforske området, men desværre var hytten kun ledig et døgn. Men hytten var dejlig og lå flot tæt ved byen, og heldigvis klarede det op hen under aften, og det var dejligt.

Trollstigen og Geiranger

Åndalsnes - Trollstigen - Geiranger - Byrkelo

Mjelva Camping viste sig at være et dejligt sted med fine hytter til en rigtig god pris. Vi fik en fuldt udstyret hytte med udsigt til fjellet, vi skulle over. Dagen efter havde vejret stabiliseret sig, og på yr.no kunne vi se, at vejret så ud til at blive bedre, når vi skulle køre over den snørklede stigning. Trollstigen er en smal 106 kilometer lang enestående flot vejstrækningen med en stigningsprocent på 9%, og 11 hårnålesving med svimlende fjelde til begge sider.

Vi har kørt turen før, så vi forventede ikke, at der ville komme nogle overraskelser i form af mange store turistbusser, som godt kan give lidt håndsved, når man skal passere hinanden på den smalle vej mod informationscentret på toppen 860 meter over havet. Der er ikke mange muligheder for at gøre stop på turen op, men på toppen er der anlagt vandrestier, så man kan komme ud og se de mange åndeløse udsigtspunkter, stejle fjeldsider, hvor vandet fra den berømte Stigfoss som samlet falder godt 240 meter.

Fra toppen gik turen ned mod Geiranger og den flotte Geiranger fjord med udsigt til krydstogtskibene. Vejret var med os ned mod Geiranger, så udsigten var flot. Der lå flere krydstogtskibe for anker inde i bunden af fjorden. Vi kunne på turen ned se, hvordan røgen fra skibenes hjælpemotorer lå som en dis mellem fjeldsiderne. Et problem mange nordmænd er kede af, fordi røggassen ødelægger vegetationen på fjeldsiderne. En af Hurtigrutens skibe (MS Midnatsol) lå side om side med nogle at de enorme internationale krydstogtskibe. Selv om MS Midnatsol er 136 meter langt, så virkede det ret lille i forhold til de internationale krydstogtskibe.

Vi gjorde ophold på havnefronten, og efter et besøg i det lokale supermarked slog vi os ned på en bænk ved havnefronten. Her kunne vi sidde og spise, se på menneskemylderet og krydstogtskibene. Vi faldt i snak med et par nordmænd, som var på tur, og de bragte selv problemet med røggassen fra skibene på bane. For selv om de var interesseret i turismen, var det stadig et problem, at miljøet og fjeldene var så stærkt påvirket af de luftbårne ”affaldsstoffer” fra skibene.

Fra Geiranger fortsatte vi mod Voss, som vi egentlig havde regnet med, ville være inde for dagens køreprogram. Men som dagen skred frem, kunne vi godt se, at det ville blive sent, hvis vi skulle nå så langt. Så vi besluttede at finde overnatning i Byrkelo, en meget fin campingplads. Der var ikke nogen fuldt udstyret hytter, men vi fik en fin hytte, som lå meget tæt på flotte bade og toilet faciliteter. Og ejerskabet var helt i top, de havde i deres unge dage opholdt sig meget i Danmark. Så for dem var det næsten, som at få gæster hjemmefra.

Valsøya og Atlanterhavsvejen

Valsøya - Atlanterhavsvejen - Molde - Åndalsnes

Vejret fortsatte i den ustadige retning, og i troen på at det nok skulle blive bedre længere syd på, kørte vi mod Atlanten. Ideen var, at vi efter Tronheim skulle se, om vi kunne nå ud til Atlanterhavsvejen. eller på vejen dertil finde et godt overnatningssted, så vi kunne få hvilet ud.

Turen fra Mosjøen og Trondheim i halvdårligt vejr havde taget på kræfterne, så da vi nærmede os Kristiansund fandt vi Valsøyatunet. Et sted der bestod af en blanding af hytter, lejligheder og camping. Det var først på sæsonen, så der var ikke mange på pladsen. Heldigt for os, for vi fik et nyt moderne langhus med alle faciliteter med udsigt over bugten Valsøya. Bugten er omgivet af holme og skær, med hyggelige bugter og et rigt fugle- og dyreliv med blandt andet hjorte og rådyr. Et dejligt sted for overnatning og camping. Vi blev der et par dage. Gik nogle dejlige ture, så på dyre og fuglelivet, lystfiskerne på broen, lavede mad, ventede på bedre vejr og gik tidligt i seng.

Efter et par dage i Valsøya var vi klar til indtage Atlanterhavsvejen. Den havde vi store forventninger til, og vejret tegnede godt. Vi havde hørt, at det skulle være en fin oplevelse, især i godt vejr. Atlanterhavsvejen forbinder med sine godt 9 km byerne Molde og Kristiansund. Vejen ligger tæt på Norges vestkyst. Og med sine otte broer og mange skarpe sving, vilde natur og kraftige vindstød, har vejen i dårligt vejr, ry for at være Norges farligste vej.

For at komme ud på Atlanterhavsvejen skulle vi passere Kristianssund og køre gennem Atlanterhavstunnelen, som er en undersøisk vejtunnel på Nordmøre. Tunnelen forbinder Kristiansund og Averøy gennem en godt 6 km lang tunnel, der på dybeste sted ligger cirka 250 meter under havoverfladen og en stigning er 10 % . Den fører ud på Altanterhavsvejen. Men vi håbede ikke, at vejret ville blive noget problem. Men det fine vejr blev der ikke noget af. For da vi var kommet gennem tunnelen og kommet ud til den spectakulære bro ved Turistinformationen og cafeen Eldhuset, ca midt på Atlanterhavsvejen, stod vi midt i et voldsomt regn og blæsevejr. Ingenting var som forventet, men det var alligevel en flot oplevelse at se naturens voldsomhed. Vi fik os en god snak med et par ældre norske søstre, der boede i Bergen. De havde taget Hurtigruten til Kristiansund og lejet en bil. De havde været på vejen før, men var stadig imponeret af vejprojektet, selv om de lige som os gerne havde set det i solskinsvejr.

Der blev fotograferet, drukket kaffe og spist vafler før vi kørte videre mod Molde og tog færgen over til Åfarnes til Mjelva Camping, som ligger godt 3 km fra Åndalsnes med udsyn til de mest berømte fjelde i Romsdalen: Trolltinden, Romsdalshorn, Vengetinden, Bispen, Kongen og Dronningen. Og ganske kort vej til den fantastiske Trollstigen og Geiranger.

Mosjøen til Trondheim

Mosjøen, Steinkjer til Trondheim

Vi havde håbet på bedre vejr under vores ophold i Mosjøen. Men det tunge regnfulde vejr fortsatte. Heldigvis var der ophold i regnbygerne, og det gav os plads til en tur i den gamle bydel ved Sjøgaten med de mange flotte og gamle træhuse, som ligger ned til elven Vefsna. Træskibene ved elven gav en god fornemmelse, at byen fra tidernes morgen havde nære handelsforbindelser med udlandet. Især England har præget byen. En lille sjov detalje som fortæller noget om den tid er Fru HaugansHotel fra 1794, det ældste hotel i Nordnorge og den noget særpræget ottekantede Dolstad trækirkefra 1735.

Men rejsen gik videre. Vi fortsatte ned gennem Namdalen som danner rammen om Namsen, den 230 km lange elv, som ud over at være et berømt fiskevand for laks også er rammen for fire store vandkraftværker. Vi havde egentlig tænkt på at besøge byen Namsos, men vejret fik os til at ændre vores planer. Vi havde været der tidligere og vores håb om bedre vejr længere sydpå, fik os til at fortsætte ned mod Steinkjer. På E6 markeres grænsen og overgangen til Nord-Norge med en portal hvor Nord-Trøndelag og Nordland møder hinanden. Længere fremme passerede vi Snåsavatnet, som er Norges 6. største sø, og da vi var blevet sultne, kørte vi ind på på Føllingstua Camping, for at høre hvad de kunne tilbyde, og her fik vi lejlighed til at smage den lokale elggryde og få en Munkholm alkoholfri øl.

Vi kørte videre gennem Steinkjer ned langs Trondheimsfjorden til Trondheim. Vi havde været i Trondheim flere gange før, så opholdet skulle kun være overnatning, for vi ville videre til Atlanterhavsvejen. Vi havde hørt godt om Storsand Gård Camping, som lå på E6 ud til fjorden, så det valgte vi. Desværre var hytten, vi fik, nedslidt og trængte til en kærlig hånd og især var sengene rigtig dårlige. Det var en blandet oplevelse at at være der. Da vi forlod pladsen opdagede vi, at der havde været en anden mulighed ikke så lang derfra. Nemlig Vikhammer Motel og Camping. Det havde nok været et bedre valg. De havde motel, og det syntes vi er et plus.

Fra Saltstraumen til Mosjøen

Fra Saltstraumen til Mosjøen

Fra Saltstraumen kørte vi til Misvær og Rognan for at komme ud til hovedvej E6, der via Mo i Rana går direkte til Mosjøen. På vejen passerede vi Nordnes Camping, hvor vi ved en tidligere lejlighed har overnattet i en af deres særprægede hytter. En udrangeret campingvogn med en tilbygning, men ok til en enkel og simpel overnatning.

Vejret var meget skiftende, Selv om turen gennem Saltdalen og Saltfjellet er en flot tur, havde vi håbet at se solen. Men det blev der ikke noget af. Til gengæld fik et skiftende vejr med masser af regnbyger og og tunge skyer. Så vi hastede forbi informationscentret ved polarcirklen. Vi havde besøgt centret tidligere, og synes ikke, at vi havde behov for at høre historien igen om polarcirklen og vandskellet på Saltfjellet. Vandskellet er med til at danne de store elve, der løber henholdsvis mod nord og syd og ender i Saltfjorden og Vefsnafjorden.

Ca. 50 km før Mo i Rana blev vi mødt af omfattende anlægsarbejde. Vejen skulle lægges om og gøres bredere. Et imponerende stykke ingeniørarbejde og flot at de trods det omfattende arbejde, formåede at holde trafikken kørende på resterne af den gamle vej. Så det blev en lang køretur med lav hastighed, mange stop og manuelle trafikreguleringer frem til Mo i Rana. Det var lidt af en lettelse, da vi endelig var igennem, uden at frontruden var slået i stykker af stenslag. Heldigvis gik det nemmere det sidste stykke vej frem mod Mosjøen. Vi kørte gennem Korgfjelltunnellen (ca. 8,5 km), og tænkte tilbage på vore tidligere tur, hvor vi kørte over Korgfjellet og overnattede på Fjellstuen på toppen af fjeldet.

Fremme på Mosjøen Camping fandt vi ud af, at de udover hytter også havde en ny afdeling indrettet som motel. Det var lige noget for os, så vi flyttede ind på motellet, og blev der i to dage. Det havde været en trættende tur fra Saltstraumen, så efter en tur i det nærmeste supermarked stod den på madlavning og hvile.

Lofoten -Moskenes

Moskenes - Bodø - Saltstraumen

Turen med båden fra Moskenes til Bodø tog knap 4 timer, men var en hurtig måde at kommet til Bodø på, når man er i den del af Lofoten. Vi tog eftermiddagsfærgen for at få noget ud af den sidste dag på Lofoten, og regnede ikke med, at det ville være besværligt at finde overnatning omkring Bodø.

Det var dog noget af en overraskelse for os at møde Bodø, som viste sig at være en by i rivende udvikling. Den lignede nærmest et stort anlægsprojekt, og vi fik travlt med at komme ud af byen til vores næste stop – Saltstraumen Camping.

Her benyttede vi lejligheden til at se Saltstraumen, som er et fantastiskenaturfænomen, som skabes af tidevandet, når det fire gange i døgnet strømmer ind og ud af det knap 3 km lange og 150 meter brede sund ind til Skjerstadfjorden. Derved opstår der voldsomme hvirvler og strømhastigheder på op til 20 knop (ca. 37 km/t), som kan ses fra passagen under broen.

Vesterålen og Lofoten

Vesterålen og Lofoten

Vi forlod Narvik og fortsatte vores tur rundt på Lofoten med en overnatning i Lødingen, en lille fisker og færgeby. Dagen derpå fik vi med noget besvær overnatning i Finnholmen Brygge et familiedrevet hotel i Henningsvær. Det lyder ikke af så meget, men Henningsvær er næsten Lofotens svar på Venedig. Der er i alle tilfælde helt vildt med turister fra alle verdens hjørner. Det er forståeligt nok, for her er en utrolig flot natur. Masser af kultur, god stemning og især mange lækre fiskeretter på restauranternes menukort. For dem der kan lide fisk, er det et paradis. Stedet blev vores udgangspunkt for resten af vores ophold på Lofoten.

Vi var heldig med nogle fantastiske dage med sol døgnet rundt, så vi fik set øerne, når det er bedst, her i blandt det store ”LofotrVikingmuseum” i Borg.

Men som så meget andet skiftede vejret, og en aften så vi den massive tåge fra Atlanten rulle ind mod os, og i løbet af natten skiftede det flotte vejr til tunge skyer, småregn og tåge. Så med en prognose der lovede blæst og regn dagene fremover, besluttede vi at forlade Lofoten og tage færgen fra Moskenes til Bodø, for at begynde turen ned mod den sydlige del af Norge

Kiruna til Narvik

Narvik

Så nåede vi frem til Vesterålen/Lofoten efter en køretur på godt 2600 km. Det har været en lang og udfordrende tur, men det er gået fantastisk godt, og vejret har været med os hele vejen med masser af sol ”døgnet rundt”. Og fra Luleå blev rejsen krydret med sne i haverne, og på fjeldet. Heldigvis var vejen tør og fin hele vejen til Narvik/Lofoten, selv om der stadig var is på den store Torneträsk indsø, som ligger op til turist og vandreområdet Abisko.

I Narvik havde vi det held at mødes med en tidligere kollega og frue, som var på tur fra Nordkapp, inspireret af vores tur for 6 år siden. Vi havde en fin aften sammen, og sluttede af med at tage liften op på Narvikfjellet for at se midnatssolen. En flot oplevelse.

Luleå til Kiruna

Kiruna 

Hotel Örnviken gjorde opmærksom på, at andre rejsende havde fortalt, at der på ruten mod Kiruna var mange rener på vejen også mod Narvik på denne årstid. Så vi skulle være opmærksomme på dyrene, for de flytter sig ikke for biler. Så vi drog af sted i flot solskin med fokus på dyrelivet og med udsigt til sneklædte fjelde. Luften var kølig, men det var en flot og lidt lang tur at køre til Kiruna.

Vi havde på mail været i kontakt med Samegården i Kiruna, og fået reserveret et værelse. Samegården er et samisk kulturcenter med et tilhørende lille hotel. Vi kendte det fra vores tur til Nordkapp, og syntes, at det var nogle fantastiske mennesker, der drev det lille center. Så vi overnattede på Samegården, og fik lejlighed til at gense Kiruna, som er under en voldsom ændring. Mere en 10.000 borger skal flyttes til en ny bydel, som er ved at blive opført. Årsagen er, at brydningen af den store jernmalmkile går ind under byen og på sigt, får den konsekvens, at ca. en tredjedel af bygningerne vil falde sammen, inden for de næste 10 til 20 år, og blive opslugt af malmbrydningen, Og det er baggrunden for det store flytteprojekt. Meget spændende at følge hele processen, og vi kunne da også se ændringer i bybilledet, siden vi var der i sommeren 2011.

Umeå til Luleå

Luleå

I Luleå var vi så heldige at finde Hotel Örnviken, som var en blanding af et motel, konferencested og camping. I vore optik en perfekt løsnig på vores behov med den rejseform, vi godt kan lide. Vi blev anbefalet at se ”Gammelstad Kirkeby”, som er en gammel by lidt uden for Luleå. Byen er på UNESCOS liste over verdensarv. Byen er fra 1600 tallet og en sjov oplevelse, meget interessant at se.

Sundsvall til Umeå

 Umeå 

Turen gik videre til Umeå, hvor vi kom til at bo på ”Patienhotellet Bjørken” af den enkle grund, at det var det eneste sted, der var ledig overnatning. Det var et tip, vi fik på et af byens overbookede hoteller. Det var dyrt, men rigtig godt. Vi havde det held, at der i Umeå bys kirke var kirkekoncert om aftenen med det lokale ungdomskor. Det fik vi lejlighed til at overvære. En rigtig fin oplevelse.

Uppsala til Sundsvall

Sundsvall

Næste stop var Sundsvall. Og som vi allerede begyndte at fornemme i Uppsala, så var det vanskeligt at finde overnatning på grund af den stigende turisme. De fleste hoteller var simpelthen fuldt booket. Det viste sig at blive et stigende problem, efterhånden som vi kørte op gennem Sverige, og senere da vi kom ind i Norge. Heldigvis fandt vi et godt hotel i Sundsvall. Utrolig nok kunne hotellet First Hotel Strand ikke tilbyde parkering. Heldigvis fandt vi gratis parkering i nattetimerne tæt ved hotellet, men der skulle betales fra kl 09.00 -16.00. Det betød tidligt op, hvis man skal nå både morgenmaden og pakke, inden der skulle betales parkeringsafgift. Det er dyrt at parkere i alle storbyer. Det var her, vi blev opmærksom på, at parkeringsautomaterne kun tager visakort.

Super dejlig by med gode restauranter. Især ”Innergården 1891”kan anbefales for deres fiskegryde.

Vestervik til Uppsala

Uppsala

Fra Vestervik fortsatte vi videre til Norrkjøping over Katrineholm til Strangnäs for at ende i Uppsala. En en flot og historisk by med mange seværdigheder. Absolut et sted der kræver noget tid, hvis man vil se det hele. Vi fik lejlighed til at kigge på den gamle bydel, se kirken og de gamle bygninger.

Vi boede på campingpladsen i Uppsala, og den var absolut ikke noget at skrive hjem om. Selv om den lå perfekt placeret midt i byen, så lignede den noget der virkelig trængte til en gennemgribende renovering.

Det er bestemt værd at overveje en hotelovernatning, især fordi prisen for en hytte næsten er på samme niveau. Men ved en hotelovernatning får man opredte senge, håndklæder, morgenmad og er fri for slutrengøring. Den største fordel ved at bo i hytte er at man selv kan lave sin egen mad. En variant er at benytte moteller, hvor man får hotellets fordele og hytternes frihed. Moteller kan se ud til at blive afløseren for de efterhånden temmelig slidte hytter, som vi så på mange campingpladser.

Karlshamn til Vestervik

Vestervik 

Fra Karlshamn fortsatte turen til Vestervik, hvor vi boede på ”Lilla hotel” i Vestervik. Som er et lejlighedshotel tæt på centrum, og et særligt plus har de gratis parkering. Noget som er ret sjældent i Sverige, skulle det vise sig. Hotellet var en god oplevelse med fin og venlig betjening. Absolut et sted der kan anbefales for en hurtig overnatning. Og hvis man har god tid, er der meget at se på. Fx. Byens gamle træhuse og havnen.

Hillerød til Karlshamn

Vi startede turen i småregn med første overnatning i hyttebyen ved Långasjøen i Asarum tæt ved Karlshamn. Traditionen tro gjorde vi stop i Åhus, og spiste stegte sild på Pråmen, og fik lidt svensk øl. Prammen er en flydende restaurant, som ligger i Helgeåen, der hvor åen løber ud i Østersøen.

Hyttebyen ved Långssjönäs har vi besøgt mange gange gennem årene, så det var et hyggeligt gensyn. For nogle år siden kom der nyt ejerskab, og de er begyndt at renovere hytterne. Planen er at alle hytter skal have moderne bad og toilet. Så det var sjovt at få lov til at være nogle af de første til at prøve en af de nyrenoverede hytter.